Penge til elmålere tages fra vækstpulje

SE’s ledelse bøjer sig for kritik fra elforbrugere i det tidligere Nyfors-område - men det har en pris

Anders Abildgaard og Esben Heine
Alle elkunder i det tidligere Nyfors-område skal have nye, fjernaflæste målere. Omkostningerne skulle være delt efter en model, som Energitilsynet har lavet. Men nu tages pengene fra den vækstpulje, der blev skabt ved fusionen mellem Nyfors og SE. Arkivfoto
Energiselskaber 13. oktober 2017 15:08

NORDJYLLAND: Et oprør blandt store elforbrugere i det tidligere Nyfors-område får nu ledelsen i energiselskabet SE til at annullere en midlertidig forhøjelse af nettariffen.

Forhøjelsen skulle have finansieret udrulning af nye fjernaflæste elmålere, men den medførte en ekstraregning på op til flere hundredtusinde kroner for store elforbrugere, og derfor gjorde virksomheder og landmænd åbent oprør mod den.

Fredag meddelte SE’s bestyrelse så, at den har besluttet at annullere tarif-forhøjelsen.

- Det står klart, at den valgte opkrævningsmodel rammer en række nordjyske forbrugere med en uheldig effekt, lyder begrundelsen fra SE’s bestyrelsesformand Jens Erik Platz.

- Vi har lyttet til vores bagland og handlet, og jeg er tilfreds med, at vi er nået frem til en fornuftig løsning, tilføjer han.

I stedet vil SE’s bestyrelse tage pengene til elmålerne fra den såkaldte SE Vækstpulje Nyfors, der blev skabt ved fusionen mellem Nyfors og SE sidste år. Formålet med puljen var ellers at støtte lokale, almene projekter i Nyfors-området.

På SE’s repræsentantskabs næste møde i foråret 2018 vil bestyrelsen fremsætte forslag om, at puljen reduceres fra årligt 15 mio. kr. til årligt 10 mio. kr. over de kommende ni år.

Nettoresultatet vil være, at der tages 45 millioner kroner fra almene formål til at betale elmålerne.

Dermed "opretholdes balancen i fusionsgrundlaget", som SE’s adm. direktør Niels Duedahl formulerer det.

Bakker op

Formanden for SE Vækstpulje Nyfors, Brønderslevs viceborgmester Karsten Frederiksen, har denne kommentar:

- For mig er det vigtigt, at den samlede ånd i fusionsaftalen bliver overholdt. Derfor bakker jeg op om bestyrelsens løsning. De 105 millioner, der vil restere i den nordjyske vækstpulje, er stadig mange penge. Med de midler kan vi gøre meget godt for vores region.

Blandt elforbrugere i det tidligere Nyfors-område har der været en vedholdende kritik af fusionen med SE. Den kritik er Karsten Frederiksen ikke enig i.

- Vi er meget ligeværdige parter, og i Nordjylland skal vi glæde os over, at der over de næste fire år rulles fibernet ud til 90 procent af nordjyderne, siger han.

Det tidligere Nyfors-område dækker Jammerbugt Kommune og den vestlige del af Brønderslev kommune.

De kunder, der allerede har betalt den midlertidigt forhøjede nettarif (den rådte i kraft 1. juli) får deres penge igen i form af en reduktion i nettariffen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...