Powerkvinder træder ind i bestyrelsen for lokalt softwarefirma

Virksomhedens nye professionelle bestyrelse, der kommer til at bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling og vækst, ledes af en kvinde

Louise Kassentoft Windfeld (forrest, nyvalgt bestyrelsesformand), og fra venstre: Carsten Søe-Larsen, Mai Manaa, Søren Løndal Nielsen og Casper Søe-Larsen. <i>Privatfoto</i>

Louise Kassentoft Windfeld (forrest, nyvalgt bestyrelsesformand), og fra venstre: Carsten Søe-Larsen, Mai Manaa, Søren Løndal Nielsen og Casper Søe-Larsen. Privatfoto

THISTED:Brødrene Casper og Carsten Søe-Larsen overtog ved årsskiftet 2021/22 virksomheden Bornerups efter deres far Christian Søe-Larsen, som havde været eneejer af virksomheden siden 2013.

Nu har de to brødre indsat en ny professionel bestyrelse i selskabet for at sikre virksomhedens fortsatte udvikling og vækst. Det skriver Bornerups i en pressemeddelelse.

- Vi ser det her skridt som en yderligere professionalisering af den måde, vi som unge ejerledere ønsker at drive virksomhed på, siger Casper og Carsten Søe-Larsen.

Aktive bestyrelsesmedlemmer

De forventer, at de nye bestyrelsesmedlemmer vil komme med ny energi samt udfordre den gængse opfattelse af bestyrelser i softwarebranchen.

- De giver os mulighed for med friske øjne at udvikle kulturen i virksomheden samt i de løsninger, virksomheden leverer. De har en faglig ballast og erfaring fra deres egne erhvervskarrierer, der gør, at de virkeligt har noget at byde ind med, og så kan de udfordre os på normaliteten i den traditionelle tænkning, der findes i softwarebranchen, påpeger Casper Søe-Larsen.

Powerwomen med ved bordet

Turistchef Mai Manaa og advokat Louise Kassentoft Windfeld bliver en del af den nye bestyrelse, og dermed får Bornerups bogstaveligt talt to lokale powerwomen med ved bordet.

- Mai Manaas baggrund er atypisk i relation til softwarebranchen, men hun bidrager omkring udviklingen af kulturen i virksomheden, så vi kan få vores DNA rodfæstet i hele organisationen, og til at udvikle en god kundeoplevelse. Mai Manaa er ekstrem tydelig i sin kommunikation, og den indgang kan vi bruge i fremtiden, så vi bliver mere tydelige og verbale omkring vores ønsker og mål, fortæller Carsten Søe-Larsen.

Mai Manaa ser frem til samarbejdet.

- At skulle træde ind i en moderne virksomhed, som har fokus på en stærk bæredygtig udvikling, både eksternt og internt, er rasende spændende. Jeg glæder mig helt vild til at skulle være med ombord med dette hold til at sætte retning ind i den nye fremtid, siger Mai Manaa.

Advokat Louise Kassentoft Windfeld er til dagligt leder af advokatkontoret Advokaterne Sankt Knuds Torv i Thisted. Det aarhusianske advokatkontor har udover hovedkontoret i Aarhus og afdelingen i Thisted, også afdelinger i Alborg og i Ry ved Silkeborg.

Nu kommer hun ydermere til at sidde for bordenden som bestyrelsesformand i Bornerups.

- Louise Kassentoft Windfeld besidder en række spændende bestyrelsesposter, og kan roligt betegnes for en lokal powerwoman. Hun er med for at sikre, at processen omkring vores fremtidige udvikling professionelt og fagligt bliver kørt igennem efter bogen. Hendes stærke faglige kompetencer kommer til at bidrage rigtigt meget, når vi skal afprøve nye forretningsmodeller og ideer. Vi får en uhyre fagligt stærk juridisk person med ombord, som kan sikre, at ordentlighed fortsat er en af hjørnestenene i vores tilgang til at drive virksomhed, siger Casper Søe-Larsen.

Louise Kassentoft Windfeld ser frem til at tackle udfordringerne i den nye formandspost og bestyrelse.

- Bornerups har igennem de seneste år gjort op med det klassiske arbejdsbegreb og i stedet sat deres medarbejdere fri. En så nytænkende og banebrydende beslutning har vakt stor opmærksomhed på den danske erhvervsscene. Når min barsel er slut, glæder jeg mig meget til at sætte mig for bordenden i der, der ikke bare er en stærk IT-virksomhed, men også en kulturinstitution, hvor frihed og høj faglighed ikke bare er floskler, man taler om på strategiseminarer, men helt naturlige iboende værdier i både ejerkredsen og hos medarbejderne, siger Louise Kassentoft Windfeld.

Den nye bestyrelse er netop tiltrådt og består af Louise Kassentoft Windfeld (formand), Mai Manaa, Søren Løndal Nielsen, Carsten Søe-Larsen og Casper Søe-Larsen. Virksomheden er flyttet i nye lokaler på Industrivej 39 i Thisted.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.