SAS firdobler passagertal - men nye coronavarianter truer
Nye coronavirusvarianter gør ifølge SAS' topchef, at fremtiden fortsat er usikker, siger han efter trafiktal.

Fly Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selv om luftfartsselskabet SAS tæt på firdoblede antallet af passagerer i november, er der stadig et stykke vej til niveauet inden corona.
I november fløj cirka 1,3 millioner passagerer med SAS. Det viser de nyeste trafiktal fra luftfartsselskabet, der er offentliggjort tirsdag.
Samme måned sidste år havde SAS 331.000 passagerer. I november 2019 - året inden corona ramte - var der 2,4 millioner passagerer.
Luftfartsbranchen har været særdeles hårdt ramt af pandemien, hvor restriktioner har holdt verdens fly parkeret på jorden.
Ifølge topchef Anko van der Werff har SAS de seneste måneder set en gradvis stigende efterspørgsel, i takt med at restriktionerne er lettet.
- Efterspørgslen og billetsalget har stabiliseret sig inden vinter, som generelt er en langsom periode.
- Men med nye versioner af coronavirusset, der spredes over hele kloden, er fremtiden fortsat usikker, siger han i en pressemeddelelse.
Ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen, Sydbank, er Omikron-varianten potentielt et kæmpe problem for SAS og resten af branchen.
- Vi ved ikke præcis, hvor det lander. Men vi kan se, at der bliver indført nye restriktioner, siger han.
Samtidig peger tal fra rejsesøgemaskinen Momondo på, at søgningen på rejser falder, og det er en potentiel maveplasker for industrien, vurderer Jacob Pedersen.
- Vi må håbe, at vaccinerne virker. I så fald vil det bare være en kortvarig afsporing og give mulighed for, at man ret hurtigt kan komme tilbage på den rigtige vej igen.
- Men det er virkelig en usikkerhed for industrien, siger han.
SAS har under krisen præsenteret et rekordstort underskud i milliardklassen og fyret 5000 personer, hvilket svarer til knap halvdelen af de ansatte.
Ejerne - der tæller den danske og svenske stat - har også måttet skyde milliarder ind i selskabet.
Også Norwegian har været presset under corona, hvor det norske selskab blev sendt ud i et stormvejr.
Allerede inden krisen var selskabet økonomisk udfordret efter en årrække med stor vækst, som blev finansieret af lånte penge.
Derfor ramte de manglende passagerer under corona særdeles hårdt, men en række investorer spyttede flere penge i kassen.
/ritzau/