Satser benhårdt på erhverv: Forsikringsselskab henter ledere i egne rækker
En omstrukturering af salgsafdelingen skal være med til at fremtidssikre virksomheden, meddeler forretningsledelsen

De tre nye ledere i Thisted Forsikring: Fra venstre er det salgschef for private Bo Østergaard Thomsen, marketing- og kommunikationschef Rasmus Broholm Madsen og salgschef for erhverv Michael Kyndi Foto: Bertel Bolt
THISTED:Som et led i en fremtidssikring af Thisted Forsikring har virksomheden besluttet at omstrukturere sin salgsafdeling.
Det skriver Thisted Forsikring i en pressemeddelelse.
Omstruktureringen omfatter en opdeling af salgsafdelingen, der længe har haft to ben at stå på i form af salg og kundeservice.
I fremtiden skal der fortsat være fokus på salg af forsikringer til private, men samtidig vil der løbende blive større fokus på forsikring af erhverv.
Derfor er salg nu delt op i to afdelinger: Salg, privat og salg, erhverv.
- Vi har i mange år fokuseret på salg af forsikringer til private, samt mindre og mellemstore erhverv. Nu er tiden moden til, at vi skal fokusere yderligere på forsikring af erhverv. Vi mener, det er den vej, vi skal tage virksomheden, så vi kan fortsætte udviklingen af virksomheden i fremtiden, siger Dennis René Petersen, administrerende direktør i Thisted Forsikring.
I forbindelse med omstruktureringen har Thisted Forsikring udnævnt tre ledere, der er fundet inden for egne rækker.
Bo Østergaard Thomsen tiltrådte stillingen som salgschef i Thisted Forsikring i marts 2020.
Efter to år som salgschef for assurandørerne i Thisted Forsikring er Bo Østergaard Thomsen blevet salgschef, privat, hvor han sammen med sit team af 13 assurandører har en fokuseret tilgang til forsikring af private.
Michael Kyndi er tiltrådt stillingen som salgschef, erhverv per 1. november. Han vil med sit team på otte assurandører fokusere på forsikring af erhverv, og vil stadig have enkelte forsikringskunder selv.
Michael Kyndi har arbejdet med forsikring af erhverv siden han startede som elev i Thisted Forsikring i 2004.
Sidst, men ikke mindst, er Rasmus Broholm Madsen tiltrådt som marketing- og kommunikationschef med virkning fra 15. november.
Han kom til Thisted Forsikring for nøjagtig et år siden og har indtil nu arbejdet fokuseret med rammerne for Thisted Forsikrings sponsorater. Før dette var Rasmus Broholm Madsen gennem ni år en del af marketing- og salgsorganisationen hos it-virksomheden netIP.
- Det er en fornøjelse at kunne finde de rette ledere blandt ansatte, der allerede har deres daglige gang i virksomheden og derfor kender kulturen indgående, udtaler administrerende direktør i Thisted Forsikring, Dennis René Petersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.