COVID‑19

Scandic lukker ned for 17 hoteller - to af dem er nordjyske

Hotellet ved Aalborg Kongres & Kultur Center fortsat åbent

Scandic The Reef i Frederikshavn er blandt de hoteller, som lukkes ned midlertidigt. Arkivfoto: Peter Broen

Scandic The Reef i Frederikshavn er blandt de hoteller, som lukkes ned midlertidigt. Arkivfoto: Peter Broen

NORDJYLLAND:Nordens største hotelkæde, Scandic, lukker nu midlertidigt 17 af sine 27 hoteller i Danmark, heraf ét i Aalborg Øst og et i Frederikshavn.

Lukningen skyldes coronakrisen, som har ramt hotelbranchen meget hårdt. Efterspørgslen på hotelovernatninger er styrtdykket.

icon

Nedlukningerne er en hård men nødvendig beslutning for at komme bedst muligt igennem denne krise.

Søren Faerber, Administrerende direktør, Scandic Danmark

Den midlertidige lukning af de 17 hoteller i Danmark - heriblandt Scandic Aalborg Øst og Scandic The Reef i Frederikshavn - gælder fra søndag 29. marts og foreløbig frem til 14. april.

Hotelkæden vil løbende vurdere situationen og åbne hotellerne igen, når efterspørgslen er tilbage. Scandic kan ikke udelukke flere midlertidige lukninger af hoteller, oplyser hotelkæden i en pressemeddelelse.

Scandic-hotellet lige ved siden af Aalborg Kongres & Kultur Center, Scandic Aalborg City, er fortsat åbent.

- COVID-19-epidemien har haft store konsekvenser for efterspørgslen og dermed også økonomisk for vores forretning. Det betyder, at vi nu midlertidigt lukker ned for 17 af vores hoteller. Nedlukningerne er en hård men nødvendig beslutning for at komme bedst muligt igennem denne krise. Vi har behov for konsolidering af forretningen, siger Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark, i pressemeddelelsen.

Indtil videre har Scandic hjemsendt 650 medarbejdere på grund af coronakrisen, men nu bliver endnu flere hjemsendt i forbindelse med de midlertidige hotellukninger.

I alt 1250 medarbejdere vil dermed være hjemsendt på aftalen om midlertidig lønkompensation, oplyser hotelkæden.

Oversigt over lukkede og åbne hoteller

Her er en oversigt over de Scandic-hoteller, der fortsat er åbne, og de hoteller, der lukker for nuværende:

Åbne hoteller:

* København: Scandic Sydhavnen, Scandic Sluseholmen, Scandic Copenhagen, Scandic Glostrup og Scandic Hvidovre.

* Aarhus: Scandic Aarhus City.

* Aalborg: Scandic Aalborg City.

* Silkeborg: Scandic Silkeborg.

* Kolding: Scandic Kolding.

* Esbjerg: Scandic Olympic.

Lukkede hoteller:

* København: Scandic Webers, Scandic Palace Hotel, Scandic Kødbyen, Scandic Front, Scandic Falkoner og Scandic Eremitage.

* Aarhus: Scandic The Mayor, Scandic Aarhus Vest.

* Odense: Scandic Odense.

* Aalborg: Scandic Aalborg Øst.

* Frederikshavn: Scandic The Reef.

* Ringsted: Scandic Ringsted.

* Herning: Scandic Regina.

* Horsens: Scandic Bygholm Park.

* Roskilde: Scandic Roskilde Park.

* Sønderborg: Scandic Sønderborg.

* Vejle: Scandic Jacob Gade.

De midlertidige lukninger gælder foreløbig til efter påske.

Kilde: Scandic.

/ritzau/

- For os har det været afgørende at kunne bevare vores dygtige og værdsatte medarbejderes jobs og dermed mange danske arbejdspladser. Her hjælper lønkompensations-aftalen, siger direktør Søren Faerber og tilføjer:

- Alle brancheaktører, uanset størrelse, er hårdt ramt af denne krise. Vi appellerer fortsat til, at man fra politisk side afsøger alle muligheder for at finde løsninger, der hurtigt kan hjælpe hele vores branche i denne yderst kritiske situation.

Scandic vil finde løsninger for de hotelgæster, der bliver berørt af de midlertidige hotellukninger. Det er et begrænset antal kunder, oplyser hotelkæden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.