Nu halverer Danmarks største CO2-udleder sit udslip: Kronprinsen var med
Aalborg har i denne uge besøg af mere end 400 aktører fra branchen, der fokuserer på den grønne omstilling
Opdateret kl. 19:56
Der var både en guldkæde, kongeligt tryllestøv og et stort opbud af europæiske besøgende, da Aalborg Portland og Port of Aalborg skulle indvie og præsentere deres seneste bud på løsninger i forbindelse med den grønne omstilling.
Anledningen for præsentationerne var EU-Kommissionens årlige konference om CO2-fangst, anvendelse og lagring, som i år afholdes i Aalborg.
Ved konferencen deltog mere end 400 aktører fra branchen samt nationale og internationale beslutningstagere herunder EU-kommissær for energi, Kadri Simson, og klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard.
Det kongelige tryllestøv stod Hans Kongelige Højhed, Kronprins Frederik, for, mens den føromtalte guldkæde tilhørte Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen.
På dagen stod Kronprinsen med saks forrest for at markere indvielsen af Aalborg Portlands seneste skridt mod et lavere CO2-aftryk. Et anlæg, der fanger CO2.
- Anlægget opføres i regi af det EU-støttede projektsamarbejde ConsenCUS, der har en række internationale forskningsinstitutioner og virksomheder med ombord.
- Projektet har bl.a. til formål at teste en ny teknologi inden for CCUS (carbon capture utilization and storage), der potentielt kan eliminere en betydelig del af energiforbruget ved CO2-fangst og sikre en bedre udnyttelse af den opsamlede CO2.
- Aalborg Portland indledte allerede de første forsøg med fangst af CO2 fra fabrikken i Aalborg i 2022, da virksomheden etablerede sit første pilotanlæg til CO2-fangst i samarbejde med DTU og med støtte fra Innovationsfonden under projektnavnet CORT.
- CO2-fangstanlægget, der har fanget CO2 hos Aalborg Portland i godt 10 måneder, har netop forladt fabrikken, og det erstattes således af ConsenCUS-anlægget.
- Formålet med opførelsen af det nye CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland er at teste en mere energieffektiv CCS-teknologi, der potentielt kan halvere energiforbruget i forhold til traditionelle CO2-fangstmetoder ved at drive processen udelukkende via elektricitet.
- Samtidig vil parterne med det nye anlæg undersøge mulighederne for at skabe et mere anvendeligt slutprodukt af den indfangede CO2.
- Anlægget kan således omdanne den indfangede CO2 til kaliumformat, der udgør en værdifuld ressource for den kemiske industri.
- Med det indfangne CO2 kan Aalborg Portland halvere energiforbruget og kun bruge elektricitet til at drive processen.
- Målet for Aalborg Portland er, at virksomheden, der er Danmarks største udleder af CO2, indenfor de kommende seks til syv år vil reducere CO-udledningen med 73 procent i forhold til deres 2021-tal.
Men efter klipningen af snoren og et kort besøg hos Port of Aalborg var der ikke tid til den store spørgerunde hos Kronprinsen.
For mens værterne Port of Aalborg og Blue World Technologies inviterede Kronprinsen, EU-kommisæren og klima-, energi- og forsyningsministeren på kaffe og snak, måtte den fremmødte presse drikke kaffe og stimle sig sammen i et tilstødende lokale.
Efter en række taler og klapsalver var Kronprinsen ikke til at få øje på. Han havde uset forladt Port of Aalborg og den fremmødte presse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.