Skagen-firma får kæmpebøde for fiskefusk

Prime Ocean skal betale op imod 200.000 kroner for at ændring mærkning af parti frossen norsk laks, skriver avis

Henrik  Kongsgaard
Prime Ocean A/S ligger på Røgerivej 2 i Skagen. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Fødevaresikkerhed 16. august 2019 12:07

SKAGEN: Fiskeimportøren Prime Ocean i Skagen er af Fødevarestyrelsen blevet afsløret i en stribe fuskerier med laks og torsk. Det skriver Ekstra Bladet.

Virksomheden ændrede mærkningen på et parti frossen, norsk laks fra 2017, så det så ud til at være dansk og fra 2019. Samtidig blev de i alt 104.000 lag med røget laks forsynet med en oplysning om, at de kunne holde sig i hele 28 dage efter optøning. I virkeligheden var holdbarheden højst 48 timer efter optøning.

Ekstra Bladet nævner også, at Fødevarestyrelsen i første omgang blev misinformeret i forbindelse med et rutinemæssigt kontrolbesøg hos Prime Ocean i maj. Her opdagede en kontrollant, at holdbarheden på laksene blev ændret, men en medarbejder hos Prime Ocean beroligede ifølge avisen med, at produktet ikke var blevet solgt.

Senere fandt kontrolløren fiskene på tilbud i Aldi, hvorefter Fødevarestyrelsen rykkede ud og afslørede adskillige tilfælde af fusk.

Ud over forfalskningerne af oprindelse, alder og holdbarhed på den norske laks handlede det ikke mindst om, at Prime Ocean havde mærket ordinær torsk, som om det var skånsomt fanget efter de såkaldte MSC-bæredygtighedsregler.

Ekstra Bladet har bedt Niels Nordmann, medejer af Prime Ocean, om at kommentere sagen.

- Vi lægger os fladt ned. Vi havde misforstået reglerne, og det er der nu ændret på. Vi har haft en fin dialog med fødevaremyndighederne om reglerne. Dem lever vi op til nu, konstaterer han ifølge avisen i et skriftligt svar vedrørende omdateringen og den uforsvarligt lange holdbarhed.

Niels Nordmann betegner det som en fejl, at den norske laks kom til at fremstå, som om den var dansk. Det var også en fejl, at et parti almindelig torsk blev MSC-mærket, lader han forstå.

Alt i alt har Prime Ocean i forbindelse med afsløringerne fået bøder på op imod 200.000 kroner.

Prime Ocean omsatte i seneste regnskabsår 1017/18 for 654 millioner kroner. Selskabet havde et overskud efter skat på 5 millioner kroner og 141 ansatte.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...