Sparekassen Thy opruster: Køber midtjysk domicil af Jyske Bank
Sparekassen Thy varsler nyansættelser som et led i en vækststrategi i Midtjylland
Opdateret kl. 17:15
Sparekassen Thy har de senere år oplevet en markant tilgang af såvel privat- som erhvervskunder.
Det er baggrunden for, at sparekassen har købt Jyske Banks tidligere lokaler på Sølvgade 24 i det centrale Herning. Her skal de nye lokaler indrettes og skabe plads til endnu flere medarbejdere. Det skriver Sparekassen Thy i en pressemeddelelse.
- Vi har gennem de senere år haft en stigende kundetilgang af såvel privat- som erhvervskunder. Vi ser Herning og resten af Midtjylland som et vigtigt og stort vækstområde for os nu og i fremtiden. Siden vores etablering i Herning i 2006 har vores vækst været god og sund. Så meget, at vi nu er vokset ud af vores nuværende lokaler, siger Sparekassen Thys direktør Ole Beith i pressemeddelelsen.
Han påpeger, at udover det akutte behov for mere plads, er købet af bygningen også en investering i fremtiden, for at sikre plads til endnu mere vækst i Herning-området.
- Allerede nu kan vi sige, at vi godt kan bruge endnu flere privat- og erhvervsrådgivere til at bidrage til vores vækstambitioner, siger Ole Beith.
Han tilføjer:
- Vi vil skabe gode kundeoplevelser og perfekte rammer for vores medarbejdere med dynamiske arbejdsmiljøer, hvor der er plads til rådgivning, fordybelse, møder og højt specialiseret viden inden for hele spektret af det, kunderne efterspørger.
De nye godt 1000 kvm lokaler står overfor en opdatering og renovering, så de svarer til fremtidens krav til et moderne pengeinstitut.
- Vi vil skabe nogle fysiske rammer, der er tilpasset til den måde, vi gerne vil mødes med vores kunder på, men også det stigende antal medarbejdere, vi er i Herning. Lige nu er vi 12 medarbejdere, og vi kommer som nævnt til at skulle rekruttere endnu flere i fremtiden, fortæller afdelingsdirektør Vibeke Hestbek, Sparekassen Thy i Herning.
Hun ser frem til, at arbejdet går i gang.
- Nu skal vi i gang med at finde ud af, hvordan det hele skal se ud, og så skal lokale håndværkere i Herning-området i gang med ombygning og renovering således, at vi er klar til at flytte ind i løbet af foråret 2024, fortæller Vibeke Hestbæk.
Sparekassen Thys afdeling i Herning blev etableret i september 2006 på Dalgasgade 56, hvor man stadig har til huse. I foråret flytter man 650 meter længere op ad vejen til Sølvgade 24, hvor Sparekassen Thy overtager Jyske Banks lokaler. Sparekassen Thy har knap 60.000 privat og erhvervskunder i alt og beskæftiger 246 medarbejdere – heraf 12 i Herning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.