Tabsramt køkkenfirma sætter nyt hold: Ejer holder hånden under

Underskudsplagede Boform ryster posen og er klar til at investere i sin nordjyske fabrik. Revisor rejser fortsat tvivl om den fortsatte drift

Boform A/S har til i denne anonyme erhvervsbygning i Aalborg. <i>Arkivfoto: Andreas Falck</i>

Boform A/S har til i denne anonyme erhvervsbygning i Aalborg. Arkivfoto: Andreas Falck

AALBORG:Med en ny bestyrelse og en ny direktør vil Boform-indehaver Carsten Friis nu sætte turbo på den igangværende turnaround hos den Aalborg-baserede køkkenproducent.

Den 1. juni overtog Sten Hatting Søgaard direktørstafetten, og i sidste uge landede et nyt årsregnskab, der understreger, at køkkenvirksomheden er på rette vej. Det skriver branchemediet Wood-Supply.

Det underskud, der i 2020 beløb sig til 8,8 mio. kr. før skat, blev i fjor reduceret til et tab på 1,6 mio. kr., og skønt en negativ egenkapital på 8,2 mio. kr. får revisoren til at rejse tvivl om fortsat drift, har Boform ifølge årsrapporten modtaget finansieringstilsagn fra Carsten Friis, der altså fortsat er indstillet på at holde hånden under køkkenforretningen.

Ti turbulente år

Boform, der blev grundlagt i 1980, har været igennem nogle turbulente år siden finanskrisen i slut 00’erne. Kun fire gange siden 2009 har bundlinjen været i plus, og i 2019 måtte nye medejere træde til med en kapitalindsprøjtning.

Også årsrapporten for 2020 var behæftet med usikkerhed om fortsat drift, og af de to nye medejere, der i 2019 skød penge i virksomheden, har Carsten Friis, siden årsskiftet stået tilbage som eneindehaver.

Nu har han sat et nyt hold i front på både bestyrelsesniveau, hvor Per Erik Rudolf Skårner har overtaget formandsposten efter David Packness Meyer, samt i direktørstolen, hvor Sten Hatting Sørensen afløser Ulrik Bødker Johannsen, der har bestredet posten siden 2019.

Og det nye hold varsler en ny retning for køkkenproducenten.

I en pressemeddelelse oplyser Boform, at målet nu er at komme tilbage til det oprindelige dna, nemlig eksklusive køkkener af en høj kvalitet, hvilket falder i tråd med den nye direktørs tilgang til jobbet.

- Jeg har sagt ja til opgaven, fordi jeg selv har et køkken fra Boform, og det er virkelig et kvalitetsprodukt. Jeg har ikke kunnet forstå, at det med så unikt et køkken ikke var en rentabel virksomhed, så da muligheden for selv at komme til at arbejde med det opstod, sagde jeg ja, fortalte Sten Hatting Søgaard umiddelbart inden sin tiltræden.

Sten Hatting Søgaard kommer fra en lang karriere i procesindustrien. Senest har han været adm. direktør hos Marlon Tørmørtel. <i>Foto: Marlon Tørmørtel.</i>

Sten Hatting Søgaard kommer fra en lang karriere i procesindustrien. Senest har han været adm. direktør hos Marlon Tørmørtel. Foto: Marlon Tørmørtel.

Investerer, rokerer og ekspanderer

Nu oplyser virksomheden, at rentabiliteten altså skal genfindes via den oprindelige dna, mens der også skal investeres i den nordjyske fabrik. Her skal kapaciteten i løbet af efteråret fordobles gennem nyt maskineri, mens man på de ydre linjer opruster og har sat jagten ind på flere forhandlere i de større byer, hvor Boform i dag ikke er repræsenteret.

Pr. 1. august er køkkenkæden klar til at byde velkommen til en ny forhandler i Hellerup, og samtidig rokerer Boform internt rundt i organisationen for at skabe det bedste forudsætninger for genkomsten.

Ny salgschef bliver Joan Dalsgaard Pedersen, der har mange års erfaring fra køkkenbranchen, blandt andet fra rollen som indretningsarkitekt og salgschef hos Trend Snedkeri, som Carsten Friis ligeledes ejer, og som er underleverandør til blandt andre Boform.

- Joan vil med sin baggrund kunne give vores forhandlere den rådgivning, sparring og service, som man forventer at få, når man vælger et eksklusivt brand, udtaler Sten Hatting Søgaard.

Kristian Munk-Schaltz, der har mange år Boform-erfaring som både montør, kvalitetschef og senere fabrikschef, udnævnes til produktchef.

- Med Kristian som produktchef sikrer vi et optimalt samspil mellem udvikling af nye produkter og den kvalitet, der kendetegner Boform, fastslår Sten Hatting Søgaard, der understreger, at også den daglige drift fortsat vil være i trygge hænder.

- Daglig drift af produktionen overlades til Lasse Mæng Ambrosius, som med sin baggrund som værkfører og møbelsnedker er garant for godt håndværk og pålidelighed i produktionen, lyder det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.