Tjener styrtende: Nordjysk it-virksomhed i vanvittig turnaround

En forbedring på 28 mio. kr. fra sidste år til i år glæder ledelsen i virksomheden, der for nylig blev solgt til en kapitalfond

CFO i Netip Birgitte Lukassen glæder sig over et solidt årsregnskab. <i>Foto: Bertel Bolt</i>

CFO i Netip Birgitte Lukassen glæder sig over et solidt årsregnskab. Foto: Bertel Bolt

THISTED:For et par år siden begyndte det for alvor at snerpe til for den nordjyske it-virksomhed Netip, der har hovedsæde i Thisted.

Indtjeningen var under pres, og det udløste i maj 2021 en grundig forårsrengøring på chefgangen, hvor virksomhedens stifter Martin Kjølhede selv indtrådte som administerende direktør.

Hvor galt, det stod til, ser man en indikation på i årsregnskabet for 2020/21, hvor Netip måtte gå ud med et årsresultat på bare 641.000 kr. Helt uvant for en virksomhed, der i øvrigt har været kendt for vækst, udvidelser og udvikling.

Det var en barsk turnaround, hvor livremmen måtte spændes helt ind og Netip skulle finde tilbage til kernen, men Martin Kjølhede og den nye ledelse har med kyndig hånd stablet virksomheden på benene igen. Toppen af kransekagen blev, da virksomheden i juni i år kunne bekendtgøre, at kapitalfonden Adelis Equity havde købt foretagendet for ikke mindre end 375 mio. kr.

Nu ser vi sort på hvidt præcis hvor vellykket, virksomhedens genrejsning har været. Årsresultatet for regnskabsåret 2021/22 hedder nu 21 mio. kr.

Og med et driftsresultatet (EBITDA) for perioden 1. juli 2021 til 30. juni 2022 på 36,5 mio. kr., sammenlignet med 8,6 mio. kr. året før, må stabiliteten og indtjeningsevnen i den grad siges at være genetableret hos it-virksomheden.

Allerede efter et positivt halvårsregnskab opjusterede ledelsen forventningerne til årets resultat til et overskud i EBITDA på 35 mio. kr. i regnskabsåret 2021/2022. De kan nu glæde sig over, at det endelige årsresultat overstiger deres forventninger:

- Det flotte resultat skyldes særligt to ting: For det første har medarbejderne ydet en kæmpestor og aktiv indsats for at håndtere den stigende aktivitet i selskabet i en omskiftelig periode. For det andet oplever vi en pæn stigning i kundetilgang i hele organisationen samt efterspørgsel efter nye projekter og ydelser blandt de eksisterende kunder, der er vendt tilbage til mere normale tilstande efter en usikker periode forbundet med Covid-19, fortæller økonomidirektør Birgitte Lukassen.

Som resultat af den stigende aktivitet har netIP også haft særdeles travlt med at ansætte nye medarbejdere, da intet mindre end 22 medarbejdere er startet i august på tværs af funktioner og lokationer.

Desuden har meddelelsen i juni i år om salget af netIP til kapitalfonden Adelis Equity mødt stor opbakning:

- Vi er ikke kommet sovende til sådan en turnaround, hvor modgang er vendt til medgang. Nøglen til Netips succes er at skabe de bedste betingelser for trivsel og motivation blandt medarbejderne, og det har Adelis Equity også bemærket og valgt at støtte op omkring ved at tilbyde medarbejderaktier på lige vilkår. Det har mødt kæmpe tilslutning med over halvdelen af de 170 medarbejderne, som har investeret i deres egen arbejdsplads med et tocifret millionbeløb, forklarer Birgitte Lukassen.

Omregistreringen af ejerskabet i Netip sker officielt den 30. september 2022, hvorefter Adelis Equity bliver hovedaktionær i selskabet.

I den forbindelse træder medarbejderaktierne også i kraft, og nuværende hovedaktionær Martin Kjølhede fortsætter også som investor og medejer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.