Topdanmark køber sundhedsforsikringsselskab for milliardbeløb
Forsikringskoncernen Topdanmark har valgt at reducere udbyttet til aktionærerne som konsekvens af opkøb.
Topdanmark har underskrevet en aftale om købet af det danske sundhedsforsikringsselskab Oona Health, der også er kendt som Dansk Sundhedsforsikring.
Købet koster Topdanmark 2,25 milliarder kroner.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse torsdag formiddag.
- Købet vil betyde, at Topdanmark opnår en førende position på markedet for sundhedsløsninger til danske virksomheder og danskere, skriver selskabet.
- Det er en position, der flugter med Topdanmarks strategi om at være et fokuseret skadesforsikringsselskab, der skaber lønsom vækst i kerneforretningen.
For at finansiere købet har Topdanmark valgt at reducere udbyttet til aktionærerne betragteligt, lyder det.
Tidligere meldte man ud, at aktionærerne stod til at få 53,5 kroner i udbytte per aktie. Det er nu nedjusteret til 31 kroner per aktie.
Købet afventer den endelige godkendelse fra de rette myndigheder, inden det officielt træder i kraft.
Det forventes endeligt gennemført i anden halvdel af 2023.
Oona Health har en markedsandel inden for private sundhedsforsikringer på 16 procent. Det svarer til 530.000 privatkunder.
Selskabet har også 15.000 erhvervskunder.
Oona Healths indtægter fra præmier lød sidste år på 612,6 millioner kroner.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.