Det er simpelthen for dårligt, at vores nuværende regering først for relativt nyligt har sat digitaliseringen på den politiske dagsorden. Det er for dårligt, da hverken sundhedsmæssige, beskæftigelsesmæssige, uddannelsesmæssige, økonomiske, miljømæssige, demokratiske, etc. udfordringer kan løses uden massiv brug digitale teknologier.

Og det er også for dårligt, da konkurrencedygtigheden for danske virksomheder, både store og små, ikke kan fastholdes og sikres fremadrettet uden øget brug af nyere digitale teknologier.

Og det er også for dårligt, at vi i det danske samfund– i pressen og vi som borgere - alt for ofte taler om teknologi, som om det er synd for nogen, og skylder skylden på teknologierne og IT-systemerne, når noget ikke går, som vi forventer.

Hvor avisoverskrifter som “IT-problemer trækker virksomheds årsregnskab i rødt.” ”Igen et offentlige IT-projekt går galt”, “IT-skandale lukker firma” efter min mening får lov til at fylde alt for meget.

Det kan godt være, at det ind imellem er sandt, at det er teknologien eller IT-systemernes skyld. Men oftest skyldes det ikke teknologierne eller IT-systemerne, men dårlig eller mangelfuld ledelse. En mangelfuld ledelse der efter min erfaring ofte skyldes manglende forståelse og kendskab til digitale teknologier og hvad det kræver at bringe dem i anvendelse. Og at de derfor kommer til at overlade et alt for stort ansvar til de IT- eller teknologiansvarlige alene.

Det er som sagt for dårligt, at vi oftest kun læser om og også taler om problemer og om de projekter, som ikke gik så godt, og ikke om alt det, der er gået godt, og alt det gode og som digitale teknologi og IT-systemer har gjort for os som samfund og borgere, og som har gjort vores hverdagen betydeligt bedre og lettere, og også mulig.

Tænk for eksempel på, hvordan vores hverdag, samfund, arbejds- og privatliv havde været under corona og nedlukningerne, hvis ikke vi havde digitaliseret i det omfang, vi har.

Vi har kunnet arbejde, selvom vi ikke har kunne møde på arbejde. Vi har kunnet handle, selvom vi ikke kunne komme i butikker. Vi har kunnet modtage undervisning, selvom vi ikke kunne møde op. Vi har kunnet købe færdiglavet mad, selvom vi ikke kunne gå på restaurant.

Danmark er et af de mest digitale samfund i verden – viser flere internationale undersøgelser. Og det er noget, vi kan være stolte af, og noget vi kan være glade for.

I europæiske sammenhæng er vi førende i borgernes benyttelse af internettjenester og i udbredelse af bredbånd. Dette har vi netop haft stor glæde af under corona-pandemien, hvor vi har været vidne til en turbo-omstilling til hjemmearbejdspladser, til virtuel undervisning, til nye forretningsmodeller.

Hvad der tidligere har syntes svært for mange, har pludselig kunnet lade sig på rekordtid. Det havde næppe været muligt, hvis ikke vi havde været digitalt parate som befolkning, og hvis ikke vi havde rådet over vores digitale infrastruktur, som vi har opbygget igennem mange år.

Og det havde næppe været muligt at gennemføre vores nuværende test-strategi og udrulning af vacciner, hvis ikke det havde været for de IT-systemer, som hver dag håndterer en mangfoldighed af data og sikrer, at vi ved, om vi er smittede eller ikke og selv kan bestille tid til vaccinationer digitalt.

Fra politisk hold er netop digitaliseringen af både vores statsminister og finansminister da også udnævnt til at have været en afgørende faktor for, hvordan vi og de danske virksomheder har klaret corona-krisen.

Nikolai Wammen udtalte for nyligt, at ”de virksomheder, der har været digitaliseret, har klaret sig godt, mens de ikke-digitaliserede virksomheder har betalt en meget høj pris” og Mette Frederiksen udtalte tilbage i hendes åbningstale til folketinget i efteråret 2020 at ”Digitaliseringen er gået fra at være ét konkurrenceparameter blandt mange – til i denne tid at afgøre virksomheders overlevelse” og videre at ”Danmark har brug for en ny digitaliseringsstrategi. Det arbejde vil vi nu sætte i gang med den ambition, at Danmark fortsat skal være et digitalt udstillingsvindue”.

Hvad er så væsentligt at sætte på dagsorden fremadrettet for at sikre os, at Danmark fortsat kan være et digitalt udstillingsvindue? Der er mange ting, men lad mig fremhæve nogle af de efter min mening, væsentligste.

For det første skal vi holde op med at tale om digitale kompetencer. Det er et begreb, jeg ofte støder på uden, at det er klart, hvad det dækker over. Vi bør holde op med at tale om digitale kompetencer som noget selvstændigt, men i stedet for om kompetencer i en digital tid for alle, så vel for store som for små.

I uddannelsespolitiske debatter håber jeg for eksempel, at vi i stedet for at forsøge at definere begrebet digital kompetence i stedet for vil diskutere, hvordan alle uddannelser bliver ”opgraderet”, om man vil, i forhold den digitale omstilling vi er vidne til: hvad betyder den digitale og teknologiske udvikling for indholdet på for eksempel læreruddannelsen, sproglige uddannelser, jura- studiet, lægeuddannelsen, lederuddannelser, som for eksempel MBA og bestyrelsesuddannelser?

Netop ledere, finder jeg særligt interessante i forbindelse med digital omstilling. Det er og bliver jo dem, der i høj grad skal drive den. Og heldigvis er det da også min oplevelse, at flere og flere ledere synes at have fået interesse for den digital dagsorden. Men også min oplevelse, at rigtig mange føler sig famlende over for, hvad det er, de skal gøre.

Er det er så ikke digital ledelse, de skal kunne, vil mange måske spørge. Nej, for det skal vi også holde op med at tale om. Digital ledelse er IKKE efter min mening en selvstændig ledelsesdisciplin.

Det er ikke noget der skal udøves ved siden af den ledelse der allerede udøves. I stedet skal ledere indtænke den digitale og teknologiske udvikling ind i alle de ledelsesopgaver, som de allerede varetager i forhold til for eksempel strategiudvikling og -eksekvering, personaleledelse, økonomi, jura, organisationsudvikling, etc. Og det kræver en langt større forståelse for digitale teknologier og IT, og et digitalt mindset som jeg vil kalde det.

Det digitale mindset, vi har brug for, skal gennemsyre hele organisationen: Det vil sige forankres hos såvel topledelse, ledere, medarbejdere og politikere – og det handler om vores evne til at indtænke og anvende digitale teknologier, IT og data til at forbedre vores forretningsmodeller, konkurrencemæssige position og strategier.

Det handler om vores evne til at tænke teknologier ind i løsningen for borgerne og kunderne, så den bliver tidssvarende og lever op til (eller overgår) deres krav og forventninger. Og det handler om, at man gør sig i stand til at forholde sig åbent overfor, hvordan teknologi ændrer job og faglighed, hvorfor man skal udvikle sig i overensstemmelse hermed.

Og sidst men ikke mindst handler det om, at tiden er moden til, at vi skal tale om, hvordan strategier eksekveres digitalt, og ikke om at lave særskilte digitaliseringsstrategier. Ligesom digital ledelse ikke bør ses som en selvstændig ledelsesdisciplin, bør vi heller ikke lave strategier alene for digitalisering. Digitale teknologier bør aldrig ses som et mål i sig selv, men et middel til at nå mål.

Med håb om at vi som samfund - pressen, ledere, politikere, medarbejdere, etc. - med den læring vi har fået under pandemien ved anvendelsen af digitale teknologier, om nogle år vil se tilbage på 2021 som værende det år, hvor vi alvor ændrede vores syn på digitale teknologier og året, hvor startskuddet til en markant ændring af såvel den offentlige sektor som de private virksomheder fandt sted.

Et startskud, der fremadrettet muliggør, at vi anvender digitale teknologier til at løse nogle af de store udfordringer, sikre fremtidig konkurrencekraft for danske virksomheder og Danmark som et fortsat digitalt udstillingsvindue.

Vil du gerne lære Pernille Kræmmergard bedre at kende? Vi har her stillet hende tre spørgsmål om Nordjylland, politik og inspiration

Digitaliseringen har bidraget med bedre løsninger

Hvad er det mest positive, digitaliseringen har bidraget til de seneste 3 år?

Bedre løsninger og services, og det som jeg har været inde på i artiklen, netop at vi har trods alt som samfund – har klaret os så nogenlunde gennem corona-nedlukningerne som vi har.

Hvis Pernille Kræmmergaard skulle sidde på Christiansborg, skulle det være i en ministerpost, som endnu ikke eksisterer

Hvad vil du gerne være minister for, og hvad ville du i så fald sætte i fokus som det første?

Jeg ville gerne være minister i et nyt, men også midlertidigt, digitaliserings- og teknologi-ministerium – hvis opgave det skulle være at sikre at alle andre resort områder fik tænkt digitale teknologier ind som et integreret element i alt hvad der laves - i strategierne og ledelsesopgaven. Og når der var lykkedes, så skulle ministeriet ikke længere findes.

Gennem deltagere på sine kurser finder Pernille Kræmmergaard inspiration til sit felt

Hvem er din største inspirationskilde og hvorfor?

Der er mange – men jeg vil nævne to kilder. De danske og norske ledere, der deltager på uddannelser og kurser i min virksomhed. De stiller mange gode spørgsmål og giver mig en god forståelse de udfordringer, som ledere oplever i forhold den digitale dagsorden og omstilling. Den anden kilde er international forskningslitteratur, hvor jeg synes, det er vigtigt at kigge ud over landets grænser for at få ny viden om mit forskningsfelt.