Erhvervschef efterlyser rugekasse til iværksættere

Mange nye firmaer etablerer sig

Marianne Gade glæder sig over iværksætterkulturen, der dog har skabt behovet for en "rugekasse" i Sæby.			        arkivfoto

Marianne Gade glæder sig over iværksætterkulturen, der dog har skabt behovet for en "rugekasse" i Sæby. arkivfoto

SÆBY:Der er ikke kommet store virksomheder til Sæby de seneste mange år. Men det betyder ikke, at det lokale erhvervsliv er slumret hen. I det stille er der det seneste år skabt mange nye arbejdspladser i kommunen. På et år har der således være en nettotilvækst på 142 arbejdspladser - og der er ikke, som man ellers kunne tro - Danish Crown, der kan tage æren for udviklingen. Græsrodsniveau Arbejdspladserne er skabt på græsrodsniveau hos det mylder at iværksættere, der vokser frem i disse år i Sæby og omegn. - Vi har en meget "flad" erhvervsstruktur i Sæby kommune. Bortset fra tre store virksomheder, består vores erhvervsliv at små og mellemstore virksomheder. Der er startet masser af enmandsvirksomheder den seneste tid, og jeg får hver uge besøg af i gennemsnit to iværksættere, der drømmer om at starte egen virksomhed. Det er på dette niveau, at arbejdspladserne skabes - og de skabes indenfor mange brancher, så vi er som samfund ikke så sårbare overfor pludselige kriser i enkelte virksomheder, siger erhvervschef Marianne Gade. Salg af erhvervsjord Som man kan læse på dette opslag, er der historisk stor interesse for byggegrunde i Sæby. Men også den kommunale erhvervsjord har der været stor interesse for det seneste år. Der er solgt 15.300 kvadratmeter erhvervsjord det seneste år, og det er meget i en by af Sæbys størrelse. - Derfor er det reslistisk at tro, at der i den nære fremtid vil være brug for mere erhvervsjord, og her har jeg primært Trafikcenter Sæby Syd og de omkringliggende arealer i tankerne, siger erhvervschefen. Også indenfor detailhandlen er der gang i hjulene. Der er kun et tomt butikslokale i byen, og flere står på spring for at åbne forretning, når det rigtige lokale er der. Støtte hinanden Marianne Gade glæder sig over virkelysten. Men iværksætterkulturen har skabt behov for et hus, hvor iværksættere kan starte deres virksomheder og have ligesindede i lokalet ved siden af. En slags rugekasse. - Iværksættere kan virkelig støtte hinanden. For mange af de problemstillinger, man møder som nystartet, er de samme uanset hvilken branche, man kaster sig over. Så en rugekasse står øverst på min ønskeseddel lige nu, siger Marianne Gade.