Hirtshals

Erhvervschef og motivforskning

CENSUR:I et læserbrev for nylig gik erhvervschef Jørn Munk Nielsen i rette med redaktionschef Inger Lise Jønsson. Minsandten om ikke den politisk engagerede og entreprenante erhvervschef således forlangte motivforskning iværksat overfor debattører i Nordjyske Stiftstidende. Den slags aldeles irrelevante vurderinger af debatindlæg hører som bekendt ellers kun hjemme i bananrepublikker og diktaturer med statslig censurering af alle medier. Motivforskning kan journalistisk set være velbegrundet, når politikeres og erhvervsfolks interessekonflikter skal kulegraves, men det er ikke et anliggende for en debatredaktør. Skulle Jørn Munk Nielsens forslag imidlertid alligevel forsøges efterlevet, kunne man for god ordens skyld starte med at grave lidt i erhvervschefens egne mulige motiver og interesser. Tankevækkende nok er Jørn Munk Nielsen nemlig erhvervschef i Hirtshals, hvor Knud Størup fortsat trækker i trådene, men det er velsagtens helt uinteressant.