Hjørring

Erhvervsdirektør gør status på de 50

Manden der er med til at udvikle erhvervslivet i Hjørring Kommune runder et skarpt hjørne

HJØRRING:Når man har levet det halve liv, så er det for de fleste tid til at gøre status. Vi tænker måske over, hvor vi er på livets landevej, om vi kørte over for rødt, for stærkt eller mon vi glemte at hente nogen? Hjørrings Erhvervsdirektør, Bo Geertsen fylder i morgen 50 år, men det punkt i livet, bruger han ikke nødvendigvis til at gøre status. Det gør han nemlig ofte, og det var faktisk en af de stunder, hvor han gjorde status, at han fandt ud, at han gerne ville være Erhvervschef i Hjørring. Tilbage i 1997 sad han i sit hjem i København med udsigt til et godt job i Herlev, og stirrede på en jobannonce fra Hjørring Erhvervsråd. De søgte en ny chef, og annoncen tændte en ild i Bo Geertsen, der trods tiden på Sjælland er født og opvokset i Hjørring, og efter samråd med familien, var ruten på livets landevej udstykket - hjem til Hjørring. - Jeg gør løbende status over mit liv, og da jeg nærmede mit punktet for et muligt jobskifte, så jeg den annonce. Jeg havde et fint job, men alle punkter - hver og en - tiltalte mig. Jeg havde simpelthen en brændende lyst til alle de opgaver, der var optegnet i annoncen. Lysten blev til virkelighed. Bo Geertsen søgte jobbet og resten er lokalhistorie. Otte år senere er han stadig lige så engageret i jobbet, som da han søgte det. Selv om han - ved sit skrivebord i lyst træ - har kunnet læse aviser med den ene historie efter den anden om lukninger, fyringer og krise i Hjørring, så har Bo Geertsen bevaret optimismen. - Der tales så meget om krise, men faktisk så går det jo rigtig godt mange steder, og det er der måske en tendens til at glemme. Men vi har mange virksomheder, der ansætter - måske ikke 200 på én gang, men så en håndfuld. Så samlet set, så går det faktisk fremad på mange punkter i Hjørring, siger Bo Geertsen, der fremhæver lokale virksomheder, somArla, CP Food og DTF travel, som eksempler på, at der også er fremgang bag alle kriseoverskrifterne. - Der kommer også mange virksomheder til. Vi får her i huset rigtig mange henvendelser fra kommende iværksættere og der bliver sat meget igang, så nogen gange kan man altså blive lidt frustreret over, hvor sort billedet bliver tegnet, tilføjer Bo Geertsen, som trods status og krisesnakken stadig holder meget af sit job. - Det er et privilegium - det synes jeg virkelig. Det kan selvfølgelig være stressende og hårdt, alle har jo en holdning til det vi laver. Men det har jeg det fint med, siger Bo Geertsen. Erhvervsdirektøren fylder først 50 år i morgen, men markere det ved en reception i dag fredag i Vækstcenter Nord.