Erhvervseventyr på toppen af Lucernevej

Con-Tra forventer at ekspandere 70 procent om året

EMNER 19. september 2002 08:00

KLOKKERHOLM: Der er skruet højt op for radioen indenfor hos produktionsvirksomheden Con-Tra ApS i Klokkerholm. De ansatte arbejder bedst med radioen kørende, forklarer indehaver Carl Thomsen. For 21 måneder siden havde han selv skruet op for forventningerne, da han etablerede sin virksomhed på Lucernevej 19 i Klokkerholm. Og siden er det gået bedre end den 43-årige virksomhedsejer havde forestillet sig. Årsagen er de mange forskellige slibeværktøjer, som virksomheden leverer til nogle af de helt store værktøjsproducenter som bl.a. Bosch. For enden af hallen kan ovnen, der er varmet op til 1137 grader klare op til 2000 emner om dagen. Midt i produktionshallen står en stor nyindkøbt ovn, der skal gøre det muligt at forøge kapaciteten endnu mere. Con-Tras ekspertise er belægning af Diamant samt Wolfram Carbide på forskellige værktøjer og sliddele til fiksering, slibning eller skæring. Belægningen gør, at værktøjerne har en lang holdbarhed. Con-Tra laver alt fra slibeværktøjer til at slibe negle med til værktøjer, der kan bruges til at skære hul i betonrør i kloakkerne med. I begyndelsen leverede Con-Tra til mange små kunder, men i dag er kundekredsen begrænset til nogle få helt store kunder, der kan bestille op til 100.000 emner på en gang. Heraf vil Carl Thomsen dog kun afsløre navnet på Bosch, fordi de andre virksomheder fører produkterne fra Con-Tra under eget mærke. De store kunder betyder også, at behovet for arbejdskraft svinger meget. Virksomheden har tre fastansatte i øjeblikket, men Con-Tra har været oppe på at beskæftige ni medarbejdere. Mange har henvendt sig til virksomheden om arbejde, men i øjeblikket er der ingen ledige stillinger, og Carl Thomsen har allerede en lang række navne skrevet op på en venteliste. Da NORDJYSKE besøgte Con-Tra, skød Carl Thomsen på, at virksomheden efter et år, ville have en omsætning på et to-cifret millionbeløb. Og smilet afslører, at vurderingen ikke er skudt ved siden af - Det går meget godt. Vi klager ikke. Med sådan lidt jysk beskedenhed kan jeg godt tillade mig at sige, at vi har haft et særdeles tilfredsstillende første halvår, siger Carl Thomsen. Han tilføjer, at revisoren, der også er jyde, ligeledes er meget godt tilfreds med tallene for årets første seks måneder. Det er gået lidt bedre end forventet, erkender Carl Thomsen, men han har ikke på noget tidspunkt været bange for at konceptet ikke ville holde, fordi han, inden produktionen blev sat i gang, allerede havde lavet en kontrakt med Bosch. Virksomhedens første år gik med at komme i gang og overvinde diverse småproblemer i startfasen. De første nye ordrer udover aftalen med Bosch kom først i hus i slutningen af 2001. Med til historien hører, at Carl Thomsen har et tæt samarbejde med Reservedelsfabrikken, der ligger et stenkast fra Con-Tra. Der er ikke brugt meget plads på administrationen hos Con-Tra. En lille skurvogn i hjørnet udgør kontoret, hvor sekretæren, bogholderen, indkøberen, sælgeren og direktøren holder til. Alle kasketter passes af Carl Thomsen selv, der som direktør ikke går rundt i jakkesæt, men i stedet sorte bukser, en firma-t-shirt og sandaler. - Det er ikke derinde, at pengene skal tjenes, det er herude, siger Carl Thomsen, mens han står midt i produktionshallen. Men når de mange kasketter skal passes, så kræver det en meget lang arbejdsuge af indehaveren. - Det har trukket tænder ud, men jeg har ikke fortrudt det. Carl Thomsen har den fordel, at han er uddannet smed, og derfor kan han selv reparere maskinerne. Ovnen har han for eksempel skilt ad ti gange, ligesom han selv har konstrueret alle virksomhedens maskiner. Og ideerne fortsætter med at komme, og det har bl.a. betydet, at virksomheden har føjet flere nye produkter til salgskataloget. Carl Thomsen overvejer et køb af lokalerne, som han indtil videre lejer af Hellevad-Ørum Sparekasse. Det gør han, fordi at han regner med, at virksomheden de næste år skal ekspandere med 70 procent om året. - Ja, der skal i hvert fald ske en udvidelse her, men nu skal vi lige se, hvordan det går året ud, siger han, og tilføjer, at der god plads til en udvidelse på toppen af Lucernevej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...