Erhvervsfolk samlede rekordstort beløb til fattige familier
17 lokale erhvervsfolk samlede på en time 370.000 kroner ind og kan dermed sikre en god jul for børn i økonomisk trængte familier

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:- Det er jo fantastisk.
Sådan var reaktionen fra lokalformand i Dansk Folkehjælp, Erik Sørensen, da indsamlingsresultatet lå klar tirsdag eftermiddag.
På én time formåede 17 lokale erhvervsfolk der, med Dansk Folkehjælps mellemkomst, havde sat hinanden stævne i Møllehuset, at samle knap 370.000 kroner ind til økonomisk trængte familier i lokalområdet.
Sidste år samlede 14 indsamlere 213.000 kroner ind og de over 100.000 ekstra kroner kommer til at gøre en stor forskel.
- Jeg er med resultatet i dag næsten sikker på, at vi kan imødekomme, de ansøgninger vi får ind i år. Det er jo helt utroligt dejligt, siger Erik Sørensen.
Det er niende år i træk at Dansk Folkehjælp arrangerer en landsdækkende indsamling til julehjælp til fattige danske familier. Det har været et konstant kapløb, fortæller Anne Margrethe Larsen, der er konsulent i Dansk Folkehjælp.
- Vores indsamlingsresultat er steget de sidste år, men det er antallet af ansøgere også. Det er et ræs mod en samfundsudvikling, der desværre betyder, at mange familier ikke har råd til at holde jul.
Siden Dansk Folkehjælp startede Julehjælpsindsamlingerne for ni år siden, har de oplevet en årlig stigning i antallet af henvendelser om julehjælp på mellem 10 og 20 procent
Baseret på tendenserne de sidste par år forventer Erik Sørensen også et stigende antal ansøgninger i Frederikshavn Kommune i år.
Men med dagens resultat ser det så ud til, at det kan imødekommes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.