Erhvervshus vil i energisk dialog

Hvor ser virksomhederne de største potentialer for vækst og arbejdspladser på energiområdet?

Energiteamet, som nu vil i dialog med virksomhederne, består af: (fra venstre) Allan Hejslet, John Christensen, Marianne Kongerslev, Poul Rask, Bahram Dehghan.

Energiteamet, som nu vil i dialog med virksomhederne, består af: (fra venstre) Allan Hejslet, John Christensen, Marianne Kongerslev, Poul Rask, Bahram Dehghan.

FREDERIKSHAVN:Gennem en række virksomhedsbesøg ønsker Erhvervshus Nord og Energibyen at kortlægge de største vækstpotentialer på energiområdet for de lokale virksomheder. Energiteamet har i første omgang udvalgt omkring 35 virksomheder med relation til energiområdet, som de ønsker at besøge for at få en snak om mulighederne, men har en forventning om at komme i dialog med i alt 50 lokale virksomheder.

Det gælder alle typer af virksomheder, som relaterer sig til energiområdet som for eksempel byggeri, grøn teknologi, offshore olie & gas og offshore vind.

- Vi vil gerne i dialog med virksomhederne for at blive klogere på udviklingsmulighederne i energisporet og finde ind til, hvordan vi kan være med til at understøtte realiseringen af den enkelte virksomheds vækstpotentiale, siger John Christensen, chefkonsulent hos Erhvervshus Nord og leder af deres energiteam.

Energi er et prioriteret vækstspor, som Frederikshavn Kommune har arbejdet dedikeret med siden 2007, hvor den blev landets første klimakommune. Nu åbner de store havneudvidelser i Frederikshavn og Skagen, som er planlagt til at stå færdige i 2016 og 2015, helt nye forretningsmuligheder også på energiområdet.

Erhvervsanalysen skal synliggøre, hvor Erhvervshus Nord og Energibyen bedst kan hjælpe erhvervslivet på vej til at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser inden for energiområdet.

- Vi skal se, om der er nogle synergier mellem virksomhederne, hvor der er et større potentiale ved at gå sammen om et projekt, som kan være svært at løfte alene. Hvis vi kan se, at der er grundlag for en netværksdannelse inden for energiområdet, som vi har set med stor succes på det maritime område, så vil vi gå efter det, siger John Christensen.

Vindmøller ved Sæby

Poul Rask Nielsen, projektchef i Energibyen nævner den mulige vindmøllepark uden for Sæby som et energiprojekt, der kan bringe mange lokale arbejdspladser med sig, hvis virksomhederne er parate til opgaven.

- I Grenå hvor Anholt vindmøllepark ligger uden for har etableringen af parken givet 450 millioner kroner i omsætning for det lokale erhvervsliv. Den park er cirka dobbelt så stor, som den der kan blive uden for Sæby, men der ligger et kæmpe potentiale her. Der ligger også et stort potentiale i at servicere en sådan vindmøllepark efterfølgende, som vil være helt oplagt for vores servicevirksomheder. Det handler om at få gjort virksomhederne klar til at løfte den opgave sammen, siger Poul Rask Nielsen.

Erhvervsanalysen og virksomhedsbesøgene vil forløbe hele foråret. Er man som virksomhed interesseret i en snak om mulighederne for sin egen virksomhed og idéer på energiområdet, er man velkommen til at kontakte Erhvervshus Nord.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.