Skagen

Erhvervskontor flytter i silo

Erhvervenes Hus på Parallelvej bliver til finanshus

Det gamle posthus har tjent som erhvervskontor i en halv snes år. Nu bliver det til finanshus. Foto: peter Broen

Det gamle posthus har tjent som erhvervskontor i en halv snes år. Nu bliver det til finanshus. Foto: peter Broen

FREDERIKSHAVN:Fredag 11. januar lukker Erhvervenes Hus på Parallelvej ned for mandag 14. januar at genåbne i Kattegat Silo. Det er konsekvensen af Nordjyske Banks køb af erhvervshuset. - Vi flytter ind på 4. sal i Kattegat Silo, hvor vi får tre kontorer og en stor reception til rådighed samt adgang til de fælles faciliteter med møderum i siloen, oplyser erhvervsdirektør Jørgen Ove Jensen. Han finder det naturligt, at den ny adresse bliver Kattegat Silo. - Frederikshavn Erhvervsråd var med til at stifte Kattegat Silo sammen med Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Maritime Erhvervspark, og dermed kommer vi også til at bidrage til, at den erhvervsdrivende fond kan give et overskud, siger Jørgen Ove Jensen. De nye pladsforhold bliver samtidig bedre end de nuværende. Hvert af de nye kontorer er af en sådan størrelse, at de foruden arbejdsstation kan rumme møblement til mindre møder. I receptionen bliver der også to arbejdsstationer. - Vi får desuden arbejdsstationer til de af vores medarbejdere, der kommer ind fra kontorerne i Skagen og Sæby for at løse særopgaver. Den ny opbygning af erhvervsservicen går jo på øget fleksibilitet og på, at alle vores medarbejdere sidder med hver deres styrkeområder ved siden af deres daglige opgaver, påpeger Jørgen Ove Jensen. Erhvervskontoret i Frederikshavn er i det daglige befolket med fire ansatte inklusive erhvervsdirektøren.