Aalborg

Erhvervsliv støtter testcenter

Der kan skabes synergi til bølgetestcentret, mener organisationer

Fire tunge "erhvervsspillere" i Thy støtter planerne om det omstridte nationale testcenter for vindmøller ved Østerild. Det er Thy Erhvervsråd, Thisted Handels- og Industriforening, DI Thy-Mors og Hanstholm Havn, som i en fælles pressemeddelelse peger på, at "der vil komme en fantastisk synergi mellem det kommende bølgetestcenter i Hanstholm og vindmølletestcentret. Det er videnstunge arbejdsområder, hvor bl.a. Aalborg Universitet vil kunne trækkes tættere på Thy. På den måde bliver Thy også i langt højere grad interessant for højtuddannede unge, der ellers ofte forbigår yderkommunerne," hedder det i pressemeddelelsen. Klimaturisme og oplevelsesøkonomi er vigtigste trends, og her "falder" Thisted Kommune lige ind ifølge erhvervschef Flemming Toftdahl-Olesen. - Får vi både bølge- og vindmølletestcenter i Thy, bliver Thisted Kommune stedet, hvor fremtidens energi bliver udviklet. Sammen med de mange andre eksempler på vedvarende energi, der har etableret Thisted som landets førende klimakommune, vil det være muligt at bruge det i brandingen af kommunen og dens erhvervsliv, siger erhvervschefen.