Erhvervslivet giver bundkarakterer til storbyer

Storbykommuner scorer lavt i erhvervsvenlighed, viser undersøgelse. - Det kan gøres bedre, siger DI-direktør.

København ligger nummer 90 ud af 93 undersøgte kommuner. Foto: Thomas Lekfeldt/arkiv/Ritzau Scanpix
Erhverv 3. september 2018 21:30 - Opdateret 3. september 2018 23:24

Landets to største byer, København og Aarhus, ligger endnu en gang i den tunge ende med hensyn til at give erhvervslivet de bedst mulige forhold at drive virksomhed under.

Det viser Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima i de enkelte kommuner.

Blandt de 93 undersøgte kommuner indtager København en plads som nummer 90, og Aarhus er nummer 77.

- En række af de større byer har lidt sværere ved at gøre det, som mange af de andre kommuner gør godt. De har ikke den helt servicemindede tilgang til virksomhederne, siger Karsten Dybvad, der er direktør for DI.

Han peger på smidigere sagsbehandling, mindre bøvl og en målrettet jobindsats som områder, de store byer kan forbedre sig på.

De store byer har fordel af at kunne tiltrække virksomheder som følge af en god infrastruktur med lufthavne, motorveje og offentlig transport samt adgang til arbejdskraft, men alligevel ser DI en gevinst for kommunerne i at løfte indsatsen.

- Når det går godt for kommunens virksomheder, så går det også godt for kommunen, og dermed kan det gå endnu bedre - også for de store byer, siger Karsten Dybvad.

Mens København og Aarhus er i den helt tunge ende i analysen, klarer Odense og Aalborg klarer sig en smule bedre.

Fyns største by ligger nummer 72, mens Nordjyllands hovedstad er gået fra en placering som nummer 69 sidste år til nummer 51 i år.

Aalborg scorer således over en bred kam bedre end de andre storbykommuner. Særligt kommunens image er godt. I den kategori indtager Aalborg en plads som nummer 17.

Den kommune, der klarer sig bedst i undersøgelsen, er Ikast-Brande. Førstepladsen er ikke uvant for kommunen, der er endt øverst i otte ud af ni undersøgelser.

Karsten Dybvad fremhæver, at kommunens ansatte er meget behjælpelige, når virksomheder tager kontakt.

- Der er en stor forskel i at møde en virksomhed med at være løsningsorienteret og serviceminded i forhold til at være mere bureaukratisk eller skrankepaveagtig, siger Karsten Dybvad.

Årets mest markante højdespringer er Nordfyns Kommune, der går fra en plads som nummer 48 i 2017 til nummer fire i år. Kommunen lå i 2012 nummer 85.

DI’s undersøgelse bygger på virksomhedsledernes bedømmelser af kommunerne og statistiske faktorer i kommunen. Knap 7700 virksomheder har svaret på undersøgelsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...