Erhvervslivet ser hellere betalingsveje end bilkøer

Dansk erhvervsliv er ikke afvisende over for roadpricing, hvis bilbeskatningen samtidig omlægges.

26. september 2013 11:11 - Opdateret 26. september 2013 11:12

Erhvervslivet ser hellere betalingsveje end bilkøer

Fri bane på vejene er helt afgørende for, at de danske virksomheder kan sætte fuld fart på væksten i dansk økonomi fremover.

Derfor er dansk erhvervsliv ikke helt afvisende over for idéen om betalingsveje, lyder det fra både Dansk Industri og Dansk Erhverv, som begge har haft repræsentanter i Trængselskommissionen.

- Roadpricing er et interessant værktøj i forhold til at tackle trængslen. Det er dog helt afgørende, at man ikke pålægger erhvervslivet yderligere afgifter, siger branchedirektør i DI Transport Michael Svane i en pressemeddelelse.

- Roadpricing vil i givet fald skulle indføres som led i en samlet omlægning af bilbeskatningen, siger Michael Svane.

Han mener, at det er afgørende for danske virksomheder, at det bliver lettere for de ansatte at pendle og transportere varer og gods rundt på de danske veje. Derfor nytter det ikke noget, at medarbejdere og lastbiler spilder tid med at holde i kø.

- Vores virksomheder peger igen og igen på en velfungerende og effektiv infrastruktur som et af de vigtigste erhvervsvilkår, siger Michael Svane.

I Dansk Erhverv hilser man også idéen om betalingsveje velkommen. Chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk i Dansk Erhverv roser dog politikerne for, at de ikke kaster sig ud i at indføre betaling på vejene nu og her.

For med erfaringerne fra Rejsekort og IC4 bør man ikke rulle noget uprøvet ud i hele landet, siger Jesper Højte Stenbæk i en kommentar.

- Roadpricing er muligvis fremtidens universalløsning, men det er endnu ikke lykkes nogen i verden at indføre et altomfattende system.

- Diskussionen skal bero på grundige analyser, der tager hensyn til trængselstidspunkter, miljøbelastninger og alternativer i den kollektive trafik, samt at et roadpricing system ikke får negative effekter på danskernes mobilitet og dermed arbejdsudbuddet, siger han.

I DI lyder det, at fokus ikke kun bør være på Hovedstaden, når man skal forbedre fremtidens trafik.

Michael Svane understreger, at de regionale og internationale forbindelser til og fra Øresundsregionen og forbindelserne i resten af landet også står over for udfordringer.

Han fremhæver også Trængselskommissionen forslag om at udbygge Ring 4, Hillerød- og Helsingør-motorvejen samt etablere en ny forbindelse til Nordhavn.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...