Erhvervsmæglere fik bange anelser

Ejendomsmæglerne Steen Royberg og Morten Lundhøj, Nybolig Erhverv i Aalborg, fik hurtigt bange anelser, da firmaet sidste år blev opsøgt af Nicky Priess, der bad ejendomsmæglerfirmaet om at finde kontorlokaler, han kunne leje til det firma, han var ved at etablere.

- Umiddelbart virkede han meget overbevisende, da han og en anden ung mand stillede i jakkesæt og bad os om at finde det bedste af det bedste af ledige lejemål i Aalborg, og vi fik da også sat en masse af de udlejere, vi repræsenterer, i arbejde. Vi fik imidlertid meget hurtigt en fornemmelse af, at ikke alt var, som det skulle være, siger Steen Royberg. Rundtur i Mercedes Både han og kollegaen Morten Lundhøj fandt blandt andet, at det hele gik lidt for stærkt og var lidt for smart. - Vi blev kørt rundt i Nicky Priess smarte Mercedes "fordi vi skulle prøve at køre ordentligt", og samtidig var der for mange fortællinger såsom om hans lystyacht i Grækenland, der skulle sælges, sommerhuset i Nordjylland, som han ejede og husbåden, han havde liggende i København og som skulle placeres i Aalborg Havn, fortæller Morten Lundhøj og tilføjer, at en årlig husleje på cirka en million kroner for et lejemål på Vestre Havnepromenade blev betegnet som billigt. - Vores mistanke blev næret af, at der manglede det bagland, firmaer normalt har. Hvor var revisionsfirmaet, bankforbindelsen og den slags, der normalt bliver berørt ved forretninger af den karakter, siger Steen Royberg. De blinkende advarselslamper fik de to ejendomsmæglere til via forskellige kanaler at undersøge den usædvanlige kundes baggrund, og han fandt blandt andet frem til, at den unge erhvervsmand senest havde boet i en lejet lejlighed i København. Til gengæld fandt man intet om noget sommerhus i Nordjylland. - Da vi ved næste møde præsenterede ham for det forhold, blev han meget pikeret, siger ejendomsmægleren. Bad om nøglerne På førstedagen var den unge erhvervsmand faldet for to af de udvalgte lokaliteter og havde derfor bedt om, at der blev udfærdiget lejekontrakter. I løbet af et par dage ville han fremsende det aftalte depositum. Samtidig havde han bedt om at få nøglerne til de to lejemål udleveret. - Hvilket vi selvfølgelig havde afvist. Hos Nybolig har vi det princip, at pengene skal falde, før vi indgår kontrakt og udleverer nøgler. Hvilket vi præciserede under andet møde, siger mægleren, som fortæller, at man efter det andet møde ikke hørte fra Nicky Priess. - Da vi selvfølgelig gerne ville gennemføre lejeaftalen, rykkede vi for et svar, men uden resultat. Jeg kan kun konkludere, at der intet seriøst var i det foretagende overhovedet, siger Royberg. Udover en masse spildt arbejde har historien givet de to mæglere anledning til dyb undren over, hvad deres "kundes" hensigt har været: - Vi har i hvert fald meget svært ved at se formålet, siger de. Firmaidé droppet Over for NORDJYSKE Medier har Nicky Priess denne forklaring på, at han aldrig vendte tilbage: - Vi fik ikke brug for lokalerne, fordi vi droppede konceptet. Hensigten var at etablere et firma, der skulle stå for videresalg af andres produkter, men før vi nåede dertil, fandt vi ud af, at det økonomisk ikke kunne hænge sammen, siger Nicky Priess, der i øvrigt afviser Steen Roybergs udlægning som usand. - Det passer ikke, at jeg bad om at få nøglerne udleveret. Det er direkte løgn. Fuldstændigt, lyder hans kommentar til den sag. Den unge erhvervsmand bestrider også, at ejendomsmæglerfirmaet ikke fik nogen tilbagemelding. - Det er direkte løgn. Det er bizart, at han har sagt det, og det vil jeg selvfølgelig konfrontere ham med. En af mine medarbejdere meldte tilbage, at vi alligevel ikke skulle bruge lokalerne, fordi firmaet ikke var blevet en realitet, siger Nicky Priess. Overfor NORDJYSKE fastholder han, at der intet usædvanligt er i ulejlige ejendomsmægler og udlejere på et tidspunkt, hvor det pågældende firma endnu ikke er stiftet.