Erhvervsmand og kunstkender

Mads Øvlisen fylder tirsdag 70 år.

Mads Øvlisen fylder tirsdag 70 år.

¤Mads Øvlisen, fhv. direktør og bestyrelsesformand for Novo Nordisk, fylder tirsdag 70 år. Han er kendt og respekteret for sin tid i spidsen for en af Danmarks største virksomheder, Novo Nordisk. I de senere år har han markeret sig på en række bestyrelsesposter i kultur- og erhvervsliv, som formand for Kunstrådet og senest som formand for det nye Råd for Samfundsansvar. Mads Øvlisen giftede sig bogstavelig talt ind i det, der dengang hed Novo Industri. Hans kone - gymnasiekæresten Lise - er datter af tidligere Novo-direktør Knud Hallas-Møller. Den unge Mads, som havde læst jura, havde egentlig ingen planer om at arbejde for sin svigerfar i medicinalindustrien, men skæbnen ville alligevel, at han startede med et års ansættelse i 1972. Den første kontrakt var tidsbegrænset, hvis svigersønnen nu viste sig at være uduelig, har Øvlisen senere fortalt. Men det viste sig ikke at være tilfældet, det ene år blev til i alt 34 i virksomheden. Heraf 19 år som administrerende direktør. I 2000 vekslede Mads Øvlisen direktørposten med en post som bestyrelsesformand, og først i 2006 sagde han helt farvel til koncernen. Mads Øvlisen er i løbet af sin karriere blevet smykket med mange rosende ord og hæderspriser, blandt andet er han kåret til Danmarks bedste bestyrelsesformand og Kommandør af Dannebrog. Men et par nedture er det også blevet til. I 1987 anlagde Bløderforeningen civilt søgsmål mod blandt andre Novo Nordisk, fordi de mente, at 90 danske blødere blev smittet med HIV-virus efter at have brugt koncernens blødermedicin. Novo Nordisk blev frifundet, men sagen tog efter sigende meget hårdt på direktøren. Selvom han formelt er pensionist, har den danske offentlighed dog ikke set det sidste til Mads Øvlisen. I 2003 blev han udnævnt til adjungeret professor i virksomheders sociale ansvar ved CBS i København. Flere betydningsfulde bestyrelsesposter pryder også stadig cv'et, og senest har han markeret sig med markante holdninger til kunst som formand for Kunstrådet. Interessen for kunst sætter efter sigende også præg på Øvlisen-familiens hjem i Bagsværd, som er spækket med moderne kunstværker. Mads Øvlisen har tre børn sammen med sin keramikerfrue Lise, to piger og en dreng. Døtrene er henholdsvis dyrlæge og grafisk designer, mens sønnen er billedkunstner./ritzau/