Aalborg

Erhvervsmand og violinist

Henrik Rosenberg, Holmbovej, Frederikshavn, fylder i dag 65 år.

Henrik rosenberg.

Henrik rosenberg.

Henrik Rosenberg er født og opvokset i Odense og blev i 1963 student fra Sct. Knuds Gymnasium. I 1970 blev han cand.oecon. fra Aarhus Universitet. Han blev herefter ansat i IBM A/S, hvor han blev systemingeniør med speciale i økonomistyring, operationsanalyse og strategiske planlægningssystemer. I 1975 forlod Henrik Rosenberg IBM for at tiltræde stilling som økonomi- og administrationschef på Weston Tæppefabrik i Hørning ved Århus, men allerede i 1978 flyttede han med sin ægtefælle, Elin Rosenberg, der i en årrække var vicepolitimester i Frederikshavn, samt parrets to børn til den nuværende adresse i Frederikshavn, da en stilling som økonomichef blev ledig på B&W Alpha Diesel A/S. I 1986 blev han direktør for fabrikken. Henrik Rosenberg blev lokalforeningsformand i DA Frederikshavn og kom senere i bestyrelsen for DI Nordjylland. Han var næstformand i Frederikshavn Erhvervsråd og i Teknisk Skoles bestyrelse. Desuden var han medstifter af Frederikshavn Symfoniorkester. Sammen med en række nordjyske virksomheder etableredes Nordjysk Fiskerinetværk, Fiskeskib 2000 og elektronikvirksomheden AlphaShipmate, hvor Henrik Rosenberg var bestyrelsesformand. I forbindelse med udnævnelsen som direktør i 1986 var Alpha Diesel i sin voldsomste krise. Med opbakning fra alle ansatte blev der udarbejdet en strategiplan og iværksat en gennemgribende rationalisering af virksomheden, og Man B&W Diesel blev atter overskudsgivende. Alligevel måtte Henrik Rosenberg i 1992 fratræde sin stilling. Han blev i stedet ansat som divisionschef på Danyard A/S i en salgsdivision for højteknologiske skibe. Senere blev han viceadministrerende direktør på A/S De Smithske. I 1996 fik han job som administrerende direktør for DIFTA (Dansk Institut for Fiskeriteknologi og Akvakultur) på Nordsøcentret i Hirtshals. I 1996 indtrådte Henrik Rosenberg i bestyrelsen for HydraTech i Vrå. I 2004 arbejdede han som projektchef i forbindelse med etablering af en række internetbutikker. I 2008 blev det nye Utzon Center ved havnefronten i Aalborg indviet, og Henrik Rosenberg blev ansat som administrationschef og stedfortræder for centerets direktør. Han stoppede på centeret i januar. I sin sparsomme fritid har Henrik Rosenberg været aktiv som violinist og bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Symfoniorkester og Nordjyllands Amts Amatørsymfoniorkester. I 1999 dannedes salonensemblet Galinas Salon, der stadig er aktivt. I 2001 etablerede han sammen med Taras Danylyuk og Galina Olesen kammerorkestret Nordjyske Strygere, hvor Henrik Rosenberg i dag er formand. Henrik Rosenberg, der er en glad og utroligt hjælpsom person, spiller stadig badminton og lader sig også lokke til alpint skisport. Han og hustruen Elin har to børn og to børnebørn.