Erhvervsminister afsøger nye måder at straffe Danske Bank på

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) kalder Danske Banks adfærd for forargelig, men ved ikke, hvad han kan gøre.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) vil forsøge at komme efter Danske Bank i forbindelse med den store skandale om hvidvask af milliarder i bankens estiske afdeling. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) vil forsøge at komme efter Danske Bank i forbindelse med den store skandale om hvidvask af milliarder i bankens estiske afdeling. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den nytiltrådte erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er fuld af foragt over for Danske Banks massive hvidvaskning af milliarder af kroner gennem bankens estiske afdeling. Men han leder stadig efter handlemuligheder.

Ved tidligere samråd om sagen og fra Finanstilsynet er det vurderet, at man ikke kan løfte bevisbyrden under den løsere lovgivning, der var gældende, da hvidvaskningen foregik.

- Jeg er bundet af, at vi lever i en retsstat. Så vi kan kun straffe efter de regler, der var gældende, da det skete. Jeg kan ikke bare lange en straf ud, selv om jeg kunne have lyst til det.

- Men vi vil gøre, hvad vi kan, for at komme til bunds i sagen og undersøge mulighederne for retsforfølgelse grundigt, siger Rasmus Jarlov.

Danske Banks estiske afdeling blev i flere år brugt til massive mængder hvidvask af penge fra blandt andet Rusland og Aserbajdsjan. Overførslerne tjente Danske Bank store penge på, men er ikke blevet straffet.

- Det er jo et stort problem. Det skal koste mere, end man kan tjene at engagere sig i sådan noget her. Man må ikke kunne gå ud med et overskud og måske en meget lille bøde.

- Vi må sikre, at der falder en straf, der er proportionel, siger ministeren og fortsætter:

- Dette her forarger mig ligeså meget som alle andre. At Danske Bank har tjent store beløb på at bedrive ulovlig hvidvask er en skandale.

Erhvervsministeren skal mandag morgen i samråd om den manglende konsekvens for Danske Bank.

Ved tidligere samråd har daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) gentagne gange fortalt, at de relevante myndigheder har vurderet, at man ikke kan gøre noget.

Men den pose skal nu rystes igen.

- Jeg kommer ikke til at holde hånden over Danske Bank. Og vi vil gøre, hvad vi kan, for at stille dem til regnskab, siger Rasmus Jarlov.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.