Erhvervsparken - udsigt til arbejdspladser

Fra bar mark til flere end 30 firmaer på få år syd for Brønderslev - og flere er på vej

Foto: Henrik Louis

Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:I mange, mange år var der bare det lille, gamle vandtårn - og så bar græsmark. Så boede Naturgas Midt-Nord alene på marken syd for Brønderslev. Og indtil for bare tre år siden var der kun enkelte virksomheder og bygninger i Erhvervsparken. Nu kan man dårligt nok tage på ferie, uden at en ny bygning eller en ny virksomhed i mellemtiden er flyttet ind i det efterhånden store område. Hverken Krak, De Gule Sider eller kommunen kan følge med i hvor og hvem, der er kommet til - så stærkt går det. Trods nævnte problemer har vi efter bedste evne forsøgt at gøre status og tegne et øjebliksportræt af området. - Vi har kun ganske få grunde tilbage i området, der ikke er solgt endnu. Men nogle arealer er købt af andre, fortæller Charlotte Hornemann fra kommunens tekniske forvaltning. Derfor er der også lavet et forslag til en ny lokalplan, som udvider Erhvervsparken vestpå. Det vil blandt andet sige, at vejen - der hedder Erhvervsparken - kan fortsætte mod vest og tilsluttes Øster Kærvej. Jeto Ejendomme har købt Håndværkervej 10-14, hvor der er ved at være fyldt op, oplyser Jesper Hardahl. Entreprenør Arne Andersen, Vrå købte for et års tid siden ca. 30.000 kvadratmeter på vejen Erhvervsparken over for, hvor Vest-Tex holder til. - Halvdelen er solgt, og jeg regner med, at de bygger i år. Det drejer sig om to virksomheder, hvoraf den ene er Brønderslev Flytteforretning, fortæller Arne Andersen. Det bliver sandsynligvis i efteråret. MJ Byg købte fire grunde lige syd for Håndværkervej 1 - ud til Aalborgvej. De har solgt til - og selv bygget for - Nordjysk Lift og Bredbånd Nord. Sidstnævnte er i øvrigt allerede ved at udvide. - Her i vinter har vi haft forespørgsler på de to sidste grunde, men ikke noget konkret, siger Thomas Jensen, MJ Byg i Brønderslev. De mange virksomheder betyder selvfølgelig også mange arbejdspladser, alene Landbo Nord har 175 ansatte.

Forsiden