Hobro

Erhvervsråd giver reflekser til elever

HOBRO:De mindste elever fra Hobro Kommunes skoler kan nu gå vinteren i møde med refleksbånd, der gør dem synlige i den mørke tid og dermed mere trafiksikre. Det er Hobro Erhvervsråd, der forærer 400 refleksbånd til elever fra børnehaveklasse til 2. klasse. Båndene er lige til at sætte om benet eller håndleddet. De er reklame for hjemmesiden www.hobro.com og har påtrykt teksten ”Hobro - byen, hvor du får noget for pengene”. Planlægningssekretær Jørgen Basballe fra Hobro Erhvervsråds markedsføringsudvalg fortæller, at refleksbåndene opfylder to formål. - Vi sikrer, at nogen af byens mindste trafikanter kan ses i mørket, og samtidig opnår vi at byens borgere får øget deres kendskab til markedsføringen af Hobro og den hjemmeside, der er et af omdrejningspunkterne i at gøre opmærksom på Hobros gode geografiske placering og byen, hvor man får noget for pengene. Hjemmesiden www.hobro.com er blevet til i et samarbejde mellem Hobro Erhvervsråd, Hobro Kommune, Hobro Turistforening og en række sponsorer. På hjemmesiden kan man blandt andet få en rundtur til Hobros fortræffeligheder med racerkører Tom Kristensen som guide.