Erhvervsråd skyder 1 mio. kr. i golfbane

Egnens virksomheder og handlende vil få stor glæde af banen, mener rådet

LØGSTØR:- Efter at have været vidne til den positive stemning på informationsmødet på Løgstør Parkhotel, så har vi ønsket at bakke projektet op. Sådan lyder det fra formanden for Løgstør Kommunes Erhvervsråd, bagermester Keld Dal, efter at en enig bestyrelse i Løgstør Kommunes Erhvervsråd netop har vedtaget at skyde en mio. kr. af rådets millionkapital ind i investor-aktier i den kommende golfbane i Løgstør. - Vi tror på, at både egnens virksomheder, hoteller og handlende vil få stor glæde af en kommende 18 hullers golfbane i det utroligt smukke område. Så det er kun naturligt, at erhvervsrådet bakker økonomisk op omkring banen, siger Keld Dal, der anser golfbaneprojektet for at være noget som der i høj grad kan være med til at udvikle byen og egnen. Samtidig lægger han heller ikke skjul på, at bestyrelsen i erhvervsrådet har meget stor respekt for det enorme forarbejde som initiativgruppen omkring golfbanen har udført. - De folk, der knokler med planerne har virkelig gjort det godt. De fortjener al mulig støtte, siger Keld Dal. Efter erhvervsrådets kapitalindsprøjtning bliver det nu nødvendigt at udvide investoraktiekapitalen. I første omgang var der nemlig kun udbudt investoraktier for 1,2 mio. kr. Planen er at udvide antallet af investoraktier til det dobbelte. En investoraktie er på 3.000 kr. Lars Erik Bengtsson, der sidder i golfbane-gruppen, siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at gruppen naturligvis er meget glad for, at erhvervsrådet ser et potentiale i idéen. - Udover at det naturligvis luner med så stor et beløb, så har det da også moralsk betydning. - Det er en god pose penge, der falder på et tørt sted, men skulderklappet er nu heller ikke at kimse ad, siger han. Lars Erik Bengtsson oplyser i øvrigt, at der i øjeblikket er omkring 100, som har tegnet sig som medlem af golfklubben. Samtidig kører initiativgruppen på med besøg hos mulige investorer. Mange af egnens virksomheder står foran besøg eller har netop haft besøg. - En anden ting vi arbejder med i øjeblikket er at besøge lokale virksomheder, der kunne være interesserede i at byde ind på selve anlæggelsen af banen. - Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi meget gerne ser, at det bliver en lokale entreprenørvirksomnhed, som får opgaven, siger han.