Erhvervsskoler taber svage elever

Skolerne kritiseres for ikke at tage hånd om de mest udsatte

KØBENHAVN:Over halvdelen af de elever der kommer fra produktionsskolerne og begynder på en erhvervsuddannelse dropper ud, inden der er gået et år. Det viser tal fra en nylig offentliggjort rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut. Helt præcist skipper 56 procent af de unge fra produktionsskolerne den uddannelse, de er begyndt på. Det gennemsnitlige frafald på erhvervsuddannelserne er til sammenligning 35 procent. Formanden for evalueringsgruppen bag rapporten, Birger Hørning, tegner et dystert billede af fremtidsudsigterne for de elever, der ikke kan finde sig til rette og dropper ud gang på gang. - Det er virkelig katastrofalt for vedkommende og for samfundet. Så er der kun kontanthjælp tilbage, påpeger han. Tendensen bekymrer flere politikere på Christiansborg, der har kaldt undervisningsminister Bertel Haarder (V) i åbent samråd om problemet i aften. Venstres Britta Schall Holberg mener ikke, at erhvervsskolerne er gode nok til at håndtere de svageste elever. - Produktionsskoleelever har virkelig brug for, at nogen tager sig af dem. Noget tyder på, at erhvervsskolerne ikke er for gode til at tage hånd om og fastholde de usikre elever. Det er jo ikke alene produktionsskoleelever, der dropper ud af erhvervsskolerne. Det er jo også elever, der kommer direkte fra folkeskolen, siger hun. Formanden for Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler, Lars Mahler, der til dagligt er direktør på Aalborg Tekniske Skole, mener ikke, at Britta Schall Holbergs kritik har hold i virkeligheden. - Det er noget vrøvl. Hun ved ikke, hvad hun taler om. Jeg mener bestemt, vi tager hånd om de svage elever, men det er jo elever, der har det svært og er meget tunge. Enten fordi de har sociale problemer, eller fordi de ikke er for gode til at læse, skrive og regne. Der er et problem, det erkender jeg. men vi gør sandelig noget ved det. Blandt andet laver vi særlige forløb for eleverne, der klæder dem bedre på til at klare uddannelsen, siger Lars Mahler.