Erhvervssucces i Frederikshavn
Nyt lokalt, digitalt samarbejde vinder stor online-ordre til verdensomspændende organisation

- Min første tanke var, at mit firma var for lille til at løse opgaven, siger Ole Frølich fra Carmé.
FREDERIKSHAVN:Samarbejde mellem tre enkeltmandsvirksomheder i Frederikshavn har ført til en stor ordre på levering af bl.a. website og andre digitale ydelser til patientorganisationen, HAEi, i Schweiz.
- I oktober fik jeg en forespørgsel på et oplæg til et nyt website til HAEi, der er en global patientorganisation, og min første tanke var, at mit firma var for lille til at løfte opgaven alene. Gennem mit netværk fandt jeg dog på kort tid sammen med Rikke Sørensen fra Plus R, som blev min partner i oplægget, siger Ole Frølich fra Carmé.
I samarbejdet tager Carmé sig af projektstyring og online strategi, mens Plus R står for grafisk design og kommunikation. I tillæg til de to er yderligere en frederikshavner koblet på, nemlig Steen Voersaa, der med sit firma, Webservicenord, laver specialprogrammering til sitet.
- Det er et spændende setup, og vi fandt hurtigt fælles fodslag trods det, at Ole og jeg ikke tidligere har arbejdet sammen og faktisk slet ikke kendte hinanden. Vi supplerer hinanden godt, og selvom vi overlapper og på nogle områder kan det samme, så er gevinsten helt klart, at vi også hver især er specialister på vores område og dermed leverer noget unikt til projektet, fortæller Rikke Sørensen, Plus R.
Det nordjyske samarbejde vandt opgaven i konkurrence med et bureau fra Hamburg, og netop nu arbejdes der intenst på at have det nye site klar til lacering i forbindelse med den internationale HAE-dag 16. maj 2015. Opgaven omfatter design og opbygning af et internationalt website på seks-otte sprog samt individuelle websites til organisationens nationale medlemsorganisationer.
Det er ikke kun de nye partnere, der er stolte og glade for det nye samarbejde og den fine ordre. Også på borgmesterkontoret er der glæde og begejstring:
- To virksomheder går sammen og byder på en stor international opgave. De vinder opgaven. Det er et klasseeksempel på, hvor der er vilje, er der vej. Som borgmester i Frederikshavn Kommune bliver jeg stolt over og bekræftet i, at vi har dygtige og nytænkende erhvervsfolk. De lever op til mantraet: Sammen er vi stærke. Deres dygtighed og partnerskab bærer frugt og åbner døre for nye ordrer. Sådan gør man det, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Fakta om HAE og HAEi:
HAEi er en global netværksorganisation med fokus på på verdensplan at udbygge kendskabet til den sjældne, arvelige sygdom, hereditært angioødem (HAE), der viser sig ved anfaldsvise hævelser af hud og slimhinder eller svære mavesmerter. I uheldige tilfælde kan hævelserne sætte sig i luftvejene og udvikle sig livstruende. HAEi er aktuelt repræsenteret i 40 lande.
Fakta om Carmé, Plus R og Webservicenord
Carmé er et digitalt bureau med speciale inden for strategisk webudvikling og optimering af virksomheders tilstedeværelse på online kanaler. Carmé ejes af Ole Frølich, der har en filosofi om gennem netværksbaserede teams at løse enhver opgave inden for sit arbejdsfelt: Online.
Plus R er et reklamebureau med årelang erfaring inden for alle aspekter af markedsføring lige fra idé til virkelighed: Konceptudvikling, layout, tekstforfatteri, projektstyring, produktion og eksekvering, online som offline. Plus R ejes af Rikke Sørensen, der har arbejdet mange år i den farmaceutiske branche, hvilket er en fordel især for dette projekt.
Webserivcenord er et webbureau med speciale i software- og webudviking, CMS-systemer og specialprogrammering. Webservicenord ejes af Steen Voersaa, der i mange år har arbejdet med webprogrammering og -udvikling i både Silicon Valley, USA og Danmark.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.