Ericsson vender kæmpeminus til plus

Stockholm, torsdag /ritzau/TT Et overskud på en milliard svenske kroner i årets tredje kvartal i forhold til et underskud på 3,6 mia. skr. i samme periode sidste år, lyder torsdagens melding fra den svenske telegigant Ericsson - Virkeligt godt og inspirerende, siger Ericssons øverste chef, Carl-Henrik Svanberg. Ganske vist faldt koncernens omsætning i tredje kvartal med lidt mere end fem mia. kr. til 28 mia. kr., men til gengæld steg Ericssons ordreindgang med knap otte mia. kr. til ligeledes 28 mia. kr. Svanberg betegner resultatet som en "milepæl". - Vi venter et stærkt fjerde kvartal og konstaterer en stabilisering på markedet, siger Ericsson-chefen til det svenske nyhedsbureau TT. I regnskabsperioden har den svenske telekoncern fortsat reduceret antallet af ansatte og beskæftiger nu omkring 53.000 personer. Ericsson har siden slutningen af 2000 fremvist enorme underskud og har efterfølgende stort set halveret arbejdsstyrken. /ritzau/TT