Erik blev O-løber ved et tilfælde

Det er langtfra nok at kunne løbe stærkt for at klare sig godt i sporten

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Erik Pedersen har løbet orienteringsløb i efterhånden 30 år. Det var lidt af et tilfælde, der bragte ham ind i sporten. Foto: Kim Dahl Andersen

Efterhånden er det over 30 år siden, Erik Pedersen løb sit første orienteringsløb. At det skete, var lidt af et tilfælde. En nabo havde set, at der var et træningsløb oppe i Aalbæk Klitplantage, og spurgte, om de skulle prøve, om det var noget. Og det var det. Erik Pedersen er stadig en særdeles aktiv orienteringsløber, som medlem af Orienteringsklubben Vendelboerne. Kastede sig ud i det Privat bor han i Kvissel, mens han arbejdsmæssigt er park- og vejchef i Frederikshavn Kommune. Han har rundet de 60 år, men den slanke, veltrænede krop vidner om et liv, hvor det at holde sig i form har været vigtigt. - Jeg kastede mig ud i det, og jeg fandt da også nogle af posterne, mindes han det første forsøg med at løbe og læse kort. Omkring 1980 var Erik Pedersen så småt begyndt at motionere. Han følte, at han havde brug for at bevæge sig noget mere, og fandt på, at han kunne begynde at løbe. Træner du til OL? - Dengang var det ikke normalt, at en mand på 30 år løb. Så jeg skulle overvinde mig selv på flere måder. Dels det der med at komme ud at løbe, men også det med at skulle høre kommentarer som "nå, du træner nok til OL", når jeg løb forbi. De første år dyrkede han orienteringsløb og atletik sideløbende - men det med at løbe både på landevejen og i skoven var ikke nogen lykkelig kombination, så efterhånden blev det orienteringssporten, der løb med fritiden. For glæden ved at løbe et orienteringsløb er for ham større end at deltage i et 10 km løb på bane eller landevej. Anderledes en en 10 km - Hvis du skal løbe en almindelig 10 km, kender du resultatet på forhånd - forstået på den måde, at du nogenlunde ved, hvor hurtigt du kan løbe de 10 km. Du kan ikke lige pludselig løbe markant hurtigere, siger han. - Og du ved, at hvis du skal være med fremme, skal du yde dit optimale - du skal helst overgå dig selv. Og det er forbundet med smerte. Du ved fra starten af en konkurrence, at det her kommer til at gøre ondt, fortsætter han. Sådan er det ikke helt med orienteringsløb. - Hvis du er en dygtig tekniker, hvis du er god til at læse kort, kan du godt gøre dig gældende, selvom du ikke fysisk er i superform. Men grundlæggende holder jeg enormt meget af skoven og af naturen. Jeg elsker at løbe i klit- og hedeområder, det er helt fantastisk. Det vil jeg hellere end at løbe på landevej. b>At finde vej Netop det, at et orienteringsløb ikke kun er en fysisk udfordring, er en stor del af tiltrækningskraften. Det at kunne læse kortet - at kunne orientere sig - er mindst lige så vigtigt for ham. - Når du står ved start og får udleveret kortet, sker der noget med mig og med de andre, tror jeg. Hele den overraskelse, der ligger i, hvordan en bane er lagt. Ser den nem eller svær ud. Du begynder med det samme at orientere dig. Hvordan kommer du bedst og hurtigst gennem banen? Og så er det ellers bare med at komme i gang med at finde de der poster. Mange års træning En erfaren orienteringsløber kan, når han eller hun får et orienteringskort i hånden, omsætte de oplysninger, kortet indeholder, til billeder af, hvordan skoven eller naturen er i virkeligheden. Det er en evne, der kræver mange års øvelse og træning. Noget, Erik Pedersen har lært sig selv, fordi han kom så sent ind i sporten. De første år var han handicappet i forhold til konkurrenterne, der var vokset op med orienteringssporten, og som havde deltaget i kurser og orienteringslejre. Selvom han fysisk kunne følge med, var hans teknik langt ringere, og han brugte længere tid på at finde vej. 100 pct. koncentreret Det, at man skal bruge så meget hjernekapacitet under et løb, er en anden ting, der fascinerer Erik Pedersen. - Det nytter ikke, at du løber og tænker på, hvad du skal have at spise til aften. Så står du pludselig et sted ude i skoven og aner ikke, hvor du er. Du er nødt til at være 100 procent koncentreret, hvis du vil have et godt løb. - Når du har været igennem et løb - og det er lige meget, om det er et konkurrence- eller et træningsløb - er hjernen renset. Har rundet de 60 Selvom Erik Pedersen har rundet de 60, har han ingen planer om at stoppe. Tværtimod satser han på at være i god form, når der næste år er DM på Sjælland. Han konkurrerer med løbere, der er på alder med ham, og da han lige er trådt ind i den aldersgruppe, der spænder fra 60-65 år, har han årene på sin side. Men også fremover vil han være med. For han støder jævnligt på løbere, der har rundet de 80 år og stadig er glade for at komme ud at løbe og for konkurrencen med jævnaldrende.