Erik jagter milliarder af bakterier
Bakterier er overalt og kan være årsag til sygdom og smitte. Erik Jensen bekæmper dem til gavn for os alle
Opdateret kl. 08:31
VILLERSLEV: 10 millioner på hver eneste kvadratcentimeter. Så mange bakterier slås Erik Jensen med hver eneste dag.
Det kan lyde som et håbløst projekt at bekæmpe dem, men Erik Jensen går optimistisk til opgaven dag efter dag.
- Jeg vasker for at fjerne bakterier. Lorten er jeg ligeglad med. Enhver kan fjerne møg, siger han om sit arbejde som staldrenser.
I dag er arbejdspladsen et kyllingehus nær Villerslev, der trænger til en grundig rengøring. Det gør det faktisk hver syvende uge før 25.000 nye kyllinger flytter ind.
Erik Jensen går derfor i krig på sin ombyggede minicrosser udstyret med højtryksdysere og masser af vand. Så kan han vaske væggene, fodermaskinerne og hvad der ellers gemmer sig i stalden. Med regntøj, høreværn og iltmaske er han klar til at spule stalden ren for bakterier, skidt og møg Derefter skal det hele desinficeres.
Til alles bedste
Hvis Erik Jensen får antallet af bakterier ned på 100.000 bakterier per kvadratcentimer, har det været en god dag. Så har han gjort sit arbejde godt.
Stalde skal nemlig renses for bakterier, så de er så frie for smitte som muligt.
Blandt fjerkræ er den helt store frygt, at kyllingerne får salmonella. Men risikoen kan nedbringes, hvis det hele gøres grundigt rent med vand, sæbe og disinfektion.
- Jeg synes ikke, vi skal spise alt det skidt og skrammel, siger Erik Jensen, som forklaring på, hvorfor han dagligt går i krig mod bakterierne til gavn for os alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.