Erik S: - Vi vil frede frontpersonalet

Socialdemokraterne udvandrede efter cirka en time af onsdagens budgetforhandlinger.

Claus T. Kræmmergård
Erik Sørensen er skuffet over borgmesteren. Nu vil Socialdemokraterne fremlægge deres eget budgetforslag. Arkivfoto
Frederikshavn 29. september 2011 16:21

- Vi troede simpelthen ikke på, at resultatet kunne drejes så meget, at vi var blevet imødekommet på de vigtigste punkter, fortæller Erik Sørensen. Vil frede frontpersonalet Ifølge Erik Sørensen så er der én altoverskyggende grund til at Socialdemokraterne udvandrede. - Vi vil frede frontpersonalet, som er dem borgerne er mest i kontakt med. Her tænker Socialdemokraterne blandt andet på at værne om kommunens hjemmehjælp og undervisning. - Vi har jo ikke et stjernehøjt serviceniveau i Frederikshavn, og det vil helt sikkert skabe stor utilfredshed hos borgerne, hvis vi skærer yderligere. Der er jo blandt andet lagt op til, at man vil forringe rengøringen hos de ældre og lukker ældrecentre, siger Erik Sørensen. Vil fremlægge eget forslag Socialdemokraterne har dog alligevel i den nærmeste fremtid tænkt sig at fremlægge deres helt eget budgetforslag. - Vi synes jo selvfølgelig, at vores vej er den rigtige, så derfor fremlægger vi det. Så kan de (flertallet, red.) jo stjæle fra vores forslag med arme og ben. Og vi vil selvfølgelig være glade for, hvis det sker. Vil ikke frede skolerne Som de fleste ved, så er Frederikshavn Kommune i en svær økonomisk situation. Derfor mener Erik Sørensen, at flertalsgruppen er nødt til at se på skolerne for at finde penge nok. - Der er ikke plads til ufornuftig brug af penge på grund af følelser. I denne alvorlige økonomiske situation, så kan der ikke være noget, der er helligt, siger han. Derfor vil Erik Sørensen ikke afvise, at skolelukninger kan komme på tale. - Er der en skolebygning uden et passende elevgrundlag, så skal vi ikke opretholde den, lyder det fra Erik Sørensen, der tilføjer, at man bør kigge på samundervisning og klasseoptimering på de mindre skoler. - Lige nu bruger vi for mange ressourcer på for få elever. Det betyder, at vi trækker indholdet ud af skolerne for at få pengene til at passe. - Men flertallet vil slet ikke være med til at snakke om det her, slutter Erik Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...