Eriksen bliver dobbelt målscorer i Tottenham-legestue

Swansea havde intet at skyde med, og så vandt Christian Eriksen og Tottenham nemt opgøret i Premier League.

FBL-ENG-PR-TOTTENHAM-SWANSEA Foto: Scanpix/Ben Stansall

FBL-ENG-PR-TOTTENHAM-SWANSEA Foto: Scanpix/Ben Stansall

Christian Eriksen har fået gang i scoringerne i Premier League.

Lørdag stod Eriksen for to mål, da Tottenham nemt vandt 5-0 hjemme over et svagt Swansea-hold, der ligger sidst i ligaen efter nederlaget.

Christian Eriksen blev noteret for scoringen til 4-0 i anden halvleg efter en tæt infight med Swanseas Jordi Amat, og i overtiden sparkede danskeren bolden fladt i mål med venstrebenet til slutresultatet.

For en uge siden scorede Eriksen mod Chelsea, og han er i alt noteret for tre sæsonmål i ligaen.

Tottenham nåede med sejren op på 27 point på femtepladsen.

Gæsterne pakkede sig fra begyndelsen, og Tottenham var konstant på bolden, og som kampen skred frem kunne sejren nemt have været dobbelt så stor.

Både Harry Kane og Kyle Walker forsøgte sig i første halvleg, men begge gange reddede Swansea-keeper Lukasz Fabianski.

Christian Eriksen gjorde ikke det store væsen af sig i de første 45 minutter, og danskerens forsøg på et direkte frispark blev nemt snuppet af Fabianski.

I det 38. minut fik Tottenham et tvivlsomt straffespark, og Harry Kane bankede bolden i mål til 1-0.

Fuldt fortjent blev det 2-0 kort før pausen, da Heung-Min Son liggende vandret i luften flugtede bolden i mål.

Kane fejrede igen sin kontraktforlængelse tidligere på ugen tre minutter inde i anden halvleg, da han scorede sit andet mål i opgøret til 3-0.

Efter at have været ude i fem ligakampe med en skade har Kane scoret fem mål i de seneste fire ligakampe, og han er i alt noteret for syv sæsontræffere.

Efter 70 minutter blev Christian Eriksen så noteret for en scoring, da han gik op i duellen med Amat tæt på målstregen. Bolden endte i mål via Eriksen, og Tottenham var foran 4-0.

I overtiden lukkede Eriksen så kampen med sin scoring.

Leicester uden skadede Kasper Schmeichel tabte ude 1-2 til Sunderland, og mesterholdet roder rundt tæt på bunden med blot 13 point.

Pierre-Emile Højbjerg var med fra start hos Southampton, der ude tabte 0-3 til Crystal Palace efter to scoringer af Christian Benteke.

Angriberen bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter en gigantisk fejl af gæsternes keeper.

Fraser Forster modtog en tilbagelægning og ville sparke bolden væk i sit eget lille felt, men målmanden ramte helt ved siden af bolden, og så kunne Benteke trille den i mål.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst