Fodbold VM 2018

Eriksen: Fodbold må vige for fødsel

Den danske stjerne har mobiltelefonen med på træningsbanen

Christian Eriksen har indledt forberedelserne til VM, men samtidig er hans kæreste sat til at føde med termin i slutningen af maj. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen har indledt forberedelserne til VM, men samtidig er hans kæreste sat til at føde med termin i slutningen af maj. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

FODBOLD:To en halv uge før afrejsen til VM kan landsholdets største stjerne Christian Eriksen blive far hvert øjeblik, det skal være.

Fødslen er så stor en ting, at den 26-årige Tottenham-spiller vil være til stede, når det sker, og derfor er han klar til at forlade træningen i Helsingør midt i VM-forberedelserne.

- Jeg har min telefon med ude, når vi træner, og jeg har sat lyd på den.

- Hvis den ringer, er jeg klar til at tage afsted. Sådan bliver det også i næste uge. Der står en bil klar, så jeg kan komme rimelig hurtigt til Odense, siger Christian Eriksen.

Midtbanespilleren virker afslappet, selv om han indrømmer, at han står over for to kæmpestore ting.

- Det bliver hektisk, men det er også rigtig dejligt. Jeg glæder mig rigtig meget, både til at få et barn og til VM, siger han.

Eriksen forventer, at kæresten Sabrina føder før VM i Rusland, som landsholdet rejser til 11. juni.

- Det er planen, og jeg tror også, at det sker før, siger han.

Det er i stedet mere sandsynligt, at Christian Eriksen misser en af testkampene mod Sverige 2. juni eller Mexico 9. juni.

- Jeg vil meget gerne spille de to kampe, så jeg får den bedste forberedelse til en slutrunde, hvor vi skal præstere i de tre første gruppekampe og komme videre, siger Eriksen.

Danmark er i gruppe med Peru, Australien og Frankrig ved slutrunden i Rusland. Landsholdets første kamp er mod Peru 16. juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.