Fodbold

Eriksen-manager nedtoner titelkamp og top-4 inden derby

Tottenham og Arsenal mødes søndag, men Tottenhams manager nedtoner inden London-derbyet sæsonforventningerne.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino kunne være mest tilfreds, da han hilste på Inter-manager Luciano Spalletti efter sejren i Champions League i denne uge.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino kunne være mest tilfreds, da han hilste på Inter-manager Luciano Spalletti efter sejren i Champions League i denne uge.

LONDON:Tottenham købte ikke en eneste spiller i sommerens transfervindue, mens konkurrenterne oprustede livligt.

Alligevel har sæsonens første 13 kampe kastet ti sejre af sig, og Christian Eriksen og co. ligger inden weekendens lokalderby mod Arsenal på tredjepladsen i Premier League foran blandt andre både Manchester United, Arsenal og Chelsea.

Senest leverede Tottenham sæsonens spillemæssige højdepunkt, da Chelsea blev slået 3-1, og Eriksens scoring sikrede i ugens løb en 1-0-sejr over Inter i Champions League.

Trods den aktuelle ligaplacering, så nedtoner manager Mauricio Pochettino forventningerne til Tottenham, der stadig spiller sine hjemmekampe på Wembley, fordi klubbens nye stadion endnu ikke er klar til brug.

- Jeg mener ikke, at vi er titelaspiranter. Manchester City er på et andet niveau. Klubber som Liverpool, Chelsea, Manchester United og Arsenal har investeret mere (i spillere red.) end os. Det er et andet niveau.

- Det er i højere grad dem end os, der er titelaspiranter. Men vi er der, og hvis vi kan holde niveauet i de sidste måneder af sæsonen, så vil vi forsøge, siger Pochettino.

Tottenhams tre liganederlag i sæsonen har været til Manchester City, Liverpool og Watford.

Eriksens manager nedtoner ikke bare muligheden for at vinde mesterskabet, men også forhåbningen om at nå med i top-4, og dermed sikre Champions League-fodbold for fjerde sæson i træk.

- Det er hårdere end i sidste sæson at nå med i top-4, men vi tror på det, og det er det vigtigste, for vi har kvaliteten, siger Pochettino.

Tottenham gæster Arsenal i London-derbyet søndag klokken 15.05.

/ritzau/AFP/AP