Sport

Eriksen tror på Tottenham: Jeg skal ingen steder

Christian Eriksen ser store muligheder for Tottenham i de kommende år, hvilket har fået ham til at forlænge

Christian Eriksen afværger enhver spekulation om andre klubber end Tottenham. Foto: Scanpix 2016

Christian Eriksen afværger enhver spekulation om andre klubber end Tottenham. Foto: Scanpix 2016

HELSINGØR:Landsholdsstjernen Christian Eriksen lukkede for nylig alle spekulationer omkring sin fremtid.

I september indgik den 24-årige midtbanespiller en ny fireårig aftale med Tottenham efter forhandlinger, der har stået på det meste af 2016. Eriksen var dog aldrig i tvivl.

- Klubben ville gerne forlænge, og det ville jeg også. Der var ikke nogen, der skubbede på for, at det skulle gå hurtigt, for klubben vidste, at jeg gerne ville forlænge, siger Eriksen.

- Mine tanker havde nok været anderledes, hvis jeg havde følt, at jeg skulle væk. Det betød derfor ikke noget, om det tog os to eller seks måneder. Udgangspunktet og slutresultatet ville være det samme, mener han.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino var glad for at få forlænget med danskeren, da han vurderede, at de uafklarede kontraktforhandlinger påvirkede Eriksen på banen.

Sådan ser den danske landsholdsspiller ikke på det.

- Man skal altid finde en årsag, hvis man har spillet en dårlig kamp. Det (kontraktforhandlingerne, red.) fyldte meget, og jeg kan forestille mig, at når han fik stillet spørgsmålet hver gang på pressemøder, så var han nødt til at svare på det. Men det hang ikke sådan sammen, siger Christian Eriksen.

Siden danskeren i sommeren 2013 kom til Tottenham fra Ajax Amsterdam, har London-klubben bevæget sig endnu tættere på toppen i engelsk fodbold med en tredjeplads i sidste sæson.

I øjeblikket kæmper Tottenham endnu en gang med om mesterskabet sideløbende med gruppekampe i Champions League.

Med Tottenhams succes svinder feltet af potentielle, interessante arbejdsgivere ind.

- Jeg ville gerne forlænge, fordi jeg føler, at vi kan tage det næste skridt, som er at blive i toppen. Førhen har Tottenham været en midter-/topklub, men med de spillere, vi har i truppen, vores måde at spille på og et nyt stadion, så er der mulighed for, at vi kan blive i toppen.

- Nu spiller vi også med i Champions League, som vi ikke gjorde førhen, og det er jo noget, jeg gerne vil. Jeg var personligt ikke i tvivl om, at jeg gerne ville blive og være en del af den opbygning, siger Eriksen.

Midtbanespilleren ved ikke, om der reelt var interesse for ham fra andre klubber.

I forhold til sidste sæson, hvor Tottenham længe lå og kæmpede om mesterskabet med Leicester, føler han, at London-mandskabet nu er blevet mere voksent og modent.

Det kom blandt andet til udtryk i weekenden, hvor Tottenham slog Premier Leagues hidtil ubesejrede tophold fra Manchester City med 2-0.

- Vi er nok det hold i ligaen, der presser mest, men mod City vidste vi, at det ikke kunne lade sig gøre i alle 90 minutter.

- I nogle minutter er man træt og er nødt til at trække sig lidt tilbage. Hvis vi ikke kan presse, så er det bedre at lade modstanderne have bolden i stedet for, at vi selv løber forvirrede rundt.

- I sidste sæson piskede vi rundt - nogle gange som kyllinger uden hoveder - i kampene, og nu er vi mere modne, mener Eriksen.

Midtbanespilleren er i øjeblikket samlet med det danske landshold, der på lørdag møder Polen i VM-kvalifikationen. Tirsdag i næste uge venter Montenegro.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst