Eriksen: William Kvist sørger for balance på landsholdet

William Kvist er en af Danmarks bedste spillere, når landsholdet ikke har bolden, mener Christian Eriksen.

Christian Eriksen ser et stort lys i William Kvist, der til tider har været udskældt for sit spil på landsholdet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen ser et stort lys i William Kvist, der til tider har været udskældt for sit spil på landsholdet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

William Kvist har i flere år været udskældt for, at han til tider ikke er den hurtigste eller bedste til at sætte spillet med gode afleveringer på fodboldlandsholdets centrale midtbane.

Hans faste plads på landsholdet har efter et forår med begrænset spilletid for FC København også været et tema for kommentatorer og blandt landsholdets fans, men ifølge Christian Eriksen er der ingen grund til at bekymre sig før Danmarks VM-premiere mod Peru lørdag aften.

Eriksen mener, at Kvists bidrag på holdet frigør de øvrige spillere til at tænke mere offensivt.

- Jeg synes, at William gør det skide godt i forhold til den måde, som vi spiller på. Når vi har bolden, er der måske nogle spillere, der er bedre, men når vi ikke har den, så er han en af de bedste.

- Han er det, man kalder en god balancespiller, og det har næsten et hvert hold brug for, siger Christian Eriksen.

Siden 2011 har de to midtbanespillere så godt som været faste startere på landsholdet i hver sin rolle. I tillæg har Kvist spillet på midtbanen i FCK som makker med den tredje faste spiller på Danmarks midtbane, Thomas Delaney.

Den indbyrdes forståelse gavner kun landsholdet, fordi midtbanespillerne kender hinandens løbemønstre, siger Christian Eriksen.

En del af den offentlige kritik omkring William Kvist har gået på, at han for ofte afleverer bolden tilbage eller til siden.

Eriksen ser dog primært en fordel i, at Kvist som erfaren spiller dikterer det danske spil.

- Hvis jeg stod oppe foran, ville jeg da hellere have, at han spillede mig. Men det er den beslutning, som han tager på banen, og det skaber noget ro, når man ikke skal nå noget, siger Christian Eriksen.

Siden landsholdsdebuten i 2007 har William Kvist spillet 80 landskampe. Eriksen har opnået 78 kampe siden 2010.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.