Eriksholmparkens exit

Der er hverken fest eller farve over hverdagen blandt Aalborgs laveste indtægter. Og da slet ikke på en isnende kold vinterdag. Men det forhindrer nu ikke "fattiglemmerne" i også at have overskud, humor og lyst til livet

ERIKSHOLMPARKEN:Eriksholmparkens parkeringsplads emmer ikke ligefrem af balfaldera på en hvinende kold og klam decemberdag. Skråt overfor et par ophugningstruede automobiler ligger kolonihavehusene i dvale, og på asfalten mellem parkens tæt-lave byggeri og sommerresidenserne piskes en stemning af travlhed op hen under skumringen. Anderledes fredfyldt er der inde bag den orange container og de våde kuldsejlede joggingbukser, der ligger kylet på jorden. Mellem de gule murstenshuse hersker roen - ikke idyllen. Døre er malet grønne - eller måske snarere turkise. Rutsjebanen er gul - og af spinkel plastic. Med nøglen i hånden står den ældre dame ved postkassen ud for nummer 70. Hun har trodset elementerne for at hente dagens avis. - Det er kedeligt at bo her, påstår hun og inviterer venligt på en uddybende samtale i stuen blandt samledukker og en undulat. Udsagnet ville uden tvivl have pint den da lokale arbejdervenlige borgmester, som på en maj dag i 1956 grundlagde Nørresundby Boligselskab. Robert Christiansen havde et godt hjerte. Han ville bygge og udleje boliger af sober beskaffenhed til de lavestlønnede. Dem var der, som nu, nok af. På forkant I dag tilstræber Christiansens arvetagere at være på forkant med tiden og sikre boliger med varme og kvalitet, som kan danne ramme for trivsel, tryghed og dermed glade og tilfredse beboere. Afdeling 17 i boligselskabet – Eriksholmparken 70 til 304 – blev bygget i 1982. Og læser man videre på boligselskabets hjemmeside, så lyder det nu heller ikke så ringe endda - eget redskabsrum, fælles antenneanlæg og vaskeri samt små hyggelige gårdhaver. Der skulle også være bænke i ly af grønne planter og forholdsvis nye badeværelser fra 1993. Indkøbsmuligheder finder man i nabolaget, bybussen kører lige til døren og ynglet kan komme i børnehave, skole og frekventere byggelegepladser med nusse dyr og rum for kreative bygherre. Det hele kan frekventeres via små hyggelige stier uden risiko for liv og lemmer blandt fartdjævle på fire hjul. Nå ja, og så er der jo ikke at forglemme de verdenskendte jordbunker i Lindholm med vikingeånde over sig. Men trods alle superlativerne, så ser virkeligheden på adresserne i Eriksholmparken altså anderledes trist ud ved våd vintertid. - Og her er heller ikke noget fællesskab mellem beboerne, erklærer damen i nummer 70. Hun har astma og ryger rød Cecil, mens barnebarnet, datteren og kravlenisserne lytter. Et band uden navn Nisser er der til gengæld ingen af hos de tre unge mænd i huset med et højere husnummer end enkefruen. Bassisten Nicolaj, guitaristen Kasper og trommeslageren Bjarne sidder tungt i sofamøblementet mellem flyttekasser, colaflasker og stakken af pandekager midt på sofabordet. De er i færd med at lade op til aftenens øvetime i et band uden navn og repertoire. - Men det kommer alt sammen, forsikrer Bjarne - den af ungersvendene som sammen med broderen Brian lever i rækkehusets lette kaos. - Vi har kun boet her i 10 dage, forklarer handelsskoleeleven, der ser lyst på fremtiden og har det fint med, at han har fået mere bolig for pengene end inde i Aalborg City. - Og der er ingen slum her. Når folk her taler om slummen, så er det ovre i Vangen, tror Bjarne og understreger, at Eriksholmparken ikke bare er for "fattigrøve." - Jeg kender da folk herude, der tjener 50.000 kroner hver måned, mener han at vide uden dog præcis at kende til hvilke adresser indtægterne forefindes på. Men ét er helt sikkert, og det er, at det ikke er her hos den lille tillidsfulde familie, der har åbnet døren for snusehanen, at de ligger skjult. Drømmer om at flytte Eller – ret skal være ret – han åbnede den selv ved at hægte den bøjede teske af havelågen og trænge ind. I stuen uden kunst på væggene, ja, uden noget overhovedet, flimrer fjernsynet, datteren leger, mindstemanden sidder i en stol uden Trip Trap-mærke, faderen hviler sig og moderen er fuld af smil og energi. - Jeg drømmer om at flytte herfra en dag. Men lige nu kæmper vi såmænd bare for at få hverdagens økonomi til at hænge sammen, som så mange andre herude, fortæller husmoderen men vil ikke ynkes af den grund. Det vil irakeren henne på hjørnet heller ikke. Afet og Sura stod der på postkassen. Afet og den tildækkede hustru er på vej til læge med datteren og afslår høfligt anmodningen om at videreføre dørtrinssnakken. Det gør efterlønneren Palle ikke. Den tilflyttede sjællænder fik en blodprop og tjente pludselig ikke længere penge på den lokale maskinfabrik. Huset blev solgt! Palle og konen flyttede ind her i pastoratet, selvom der er adresser, de hellere skriver på kuverten. - Vi betaler 5000 kroner for en skide lejlighed på 84 kvadratmeter. Og her er kun komfur, når du flytter ind. Køleskab og vaskemaskine må du selv ud og investere i. Vi vil gerne flytte over i Løvenborgparken, men du burde nu tale med Sigvart Sigvartsen om det her. Han er direktør for vores boligselskab og kender til forholdene her i Eriksholmparken. Men desværre er boligbossen ikke sådan at få hold i mindre end få timer inden jul. Livet ikke let På en af de yderst spartansk indrettede legepladser holder en af de enlige mødre, Palle omtalte før, med klapvognen svøbt i plastic. - Dem er der mange af her, fik han sagt uden det på nogen måde lød nedsættende. - Livet er ikke let her, men hvad ved folk ude i Hasseris om det, returnerer den forholdsvis unge dame, da den afkølede reporter beretter om cykelturen over broen og turneen blandt byens rigeste adresser. - Jeg tror simpelthen ikke, at mennesker med penge på lommen er klar over, hvad det vil sige at være fattig i Aalborg. Men det er vi mange, der er, skulle jeg hilse og sige. Ikke mindst her i Eriksholmparken, vedkender moderen og slår ud med armene. Selv skal hun, der afviser at opgive sit navn, holde jul alene i et kvarter, hvor hverken lyskæder eller stearinlys i vinduerne hæver tristessen til noget, der kunne minde om et strejf af hygge i de omkringliggende huse. - Du skal vel blot bruge mig til at bekræfte dine egne og avisens fordomme om mennesker her i Eriksholmparken, konstaterer hun og hanker op i barnet i flyverdragten. Dagens 10 minutters lufter er et overstået kapitel, siger hun og triller hjemover med ryggen bøjet. Anderledes frit stillet er Amanda og Daniel. De hjuler rundt på et par lavtgående cykler og er på besøg – vist nok hos noget bedsteværk - i kvarteret. - Vi keder os ikke, forsikrer de og kigger længe efter den mærkelige mand, der forsøgte at få en samtale i gang. Men måske de blot fulgte manualen for henvendelser fra fremmede mænd? Der er ikke et øje at se på traveturen i regnen mod haverne op mod granplantagen. Bag lave bøgehække er der udsigt til højspændingsledninger. Naboerne hilser Heller ikke på denne nordlige side af bebyggelsen er der således videre grund til at trække på smilebåndet. Røvballegardiner tilsat lilla karme gør sig ikke rigtigt! Så er der anderledes stilrent udi mellemøstlig kultur inde bag skiltet med navnene Al-Dafaee og Mohammed. Husets herre, der stammer fra en by mellem Mosul og Najaf, arriverer netop med bæreposer i begge hænder og vil godt berette om livet langt hjemmefra krigszonen. - Det er svært at være her, når der er krig i mit land. Jeg har været ni år i Danmark og hører på en måde til her. Men jeg har ikke fået noget arbejde - og så er det vanskeligt. Jeg har ikke mange venner her i kvarteret, men naboerne hilser pænt på os. Alt i alt er den ufrivilligt arbejdsløse og familien glade for livet i rækkekvarteret. Men det skal så også lige siges, at det rene drikkevand, el-forsyningen og toiletforholdene ligger et par niveauer over kummerligheden i den bydel familien flygtede fra. Modsat i Hasseris bemærkes der på vandringen ingen travle og hårdt arbejdende orange mænd. Men her skal der selvfølgelig heller ikke ligges små brosten til at pryde julen. Der gøres i stedet i cementsten, der matcher årstidens farver. - Hvis du render rundt og leder efter en fest, så er du kommet til det forkerte sted, siger hundelufteren og står stille. Det gør talestrømmen derimod ikke. - Ved du hvad, hvis ikke der fandtes fattige folk som os herude, så ville det være Eriksholmparkens exit. Ingen ved deres fulde fem gider da bo her frivilligt, forudser han og trækker tæppetisseren ned mod et par slidte campingvogne, der står på stand by til en ny sæson. Bag ruder skinner hiphop nisser og nyhedsoplæsere ud over pøblen, der forsøger at finde et link til livet. Her handler det oftest mere om at overleve end at leve. Målet er ikke en sydfransk alpetop med skibrille på næsen eller en juleshoppetur til en britisk metropol. Hverdagen er målet - kampen om nogen vil, og finder man fire flasker, så er der pludselig til en ekstra pakke toastbrød henne i Netto. Men sådan kan det selvfølgelig umuligt være for alle i Eriksholmparken, hvor billedet er mere end broget, funderer skribenten og daffer af, nu hvor Aalborgs fattiglemmer endelig er blevet lokaliseret.