Eritrea og Djibout bilægger langvarig grænsestrid

Efter langvarige stridigheder er forholdene blevet mere fredelige på det urohærgede Afrikas Horn.

Politik 6. september 2018 19:41

Eritrea og den lille, fattige ørkenstat Djibouti på Afrikas Horn nåede torsdag frem til en aftale om at normalisere deres relationer.

Det skete ved et regionalt møde, efter at de to lande i et årti har haft en grænsekonflikt med korte sporadiske kampe.

- Efter en langvarig adskillelse er Eritrea og Djibouti nået til enighed om at genoprette diplomatiske relationer, siger Etiopiens udenrigsminister, Workneh Gebeyehu.

Grænsekonflikten blev udløst i sommeren 2008, da Djibouti rapporterede, at væbnede styrker fra Eritrea var trængt ind over grænsen og havde gravet skyttegrave på begge sider af grænsen.

Krisen mellem de to små nationer på Afrikas Horn eskalerede, da det kom til skudvekslinger mellem styrker fra de to lande.

Qatar forsøgte at mægle i 2010, men forholdet mellem de to lande forblev spændt.

- Men nu er det tid til fred. Vi står ved begyndelsen på en ny æra, siger Djiboutis udenrigsminister, Mahamoud Ali Youssouf og hans modpart fra Eritrea, Osman Saleh.

Under konflikten har USA og Frankrig støttet Djibouti med logistisk og medicinsk støtte samt efterretningsoplysninger.

Djibouti ligger i et af verdens mest ustabile områder, hvor det har stor strategisk betydning. Det ligger både tæt ved Yemen og Somalia og tæt på Bal el Mandeb-Strædet, hvor Det Røde Hav møder Adenbugten - over for Den Arabiske Halvø.

Relationerne mellem Etiopien og Eritrea er også blevet forbedret med genåbnede ambassader og handelsruter.

I juli etablerede Eritrea og Somalia diplomatiske bånd efter mere end et årti med spændinger og beskyldninger om, at Eritrea støttede islamistiske militser.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...