Ernest ruller ud på sidste omgang

Ernest Petersen stopper med sin legendariske sommerkabaret efter sæson 2006

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hanne Laursen og Jørgen Bing har skabt mange, æhm, bemærkelesværdige par til sommercabaretten. arkivfoto

HJØRRING:Når Ernest Petersen kører turnebussen i garage efter sidste forestilling denne sommer, kommer den ikke ud at køre igen. Siden 1988 har Pedersens Sommercabaret glædet publikum, men denne sommers kabaret bliver den sidste i det vendsysselske sommerland. Ernest Petersen, kapelmester og klaverstemmer af Guds nåde, har besluttet at sige stop, mens legen er god. Og det vil sige efter 19. sæsoner, idet Pedersens Sommercabarets første sæson var i 1988, hvor der var premiere på Løkken Badehotel. Og så er ideen slet ikke fostret i Ernest Petersens humørfyldte hjerne. - Næh. Det var Anne Jensen og Anne Dalgaards ide, siger Ernest Petersen. (Petersen med t, men det vender vi tilbage til.) De to skuespillerinder var i 1988 engageret til Vendsyssel Teater i både forårs- og efterårssæsonen og manglede derfor et givtigt projekt i sommermånederne, da de begge havde besluttet at blive i Hjørring sommeren over. Var det ikke noget med en kabaret? OM!, lød det straks fra pianist Petersen, som drog på landevejen med pigerne, Hans Holtegaard og Claus Mandøe. - Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har fået dårlige anmeldelser, siger Ernest Petersen, da han bliver bedt om at fortælle, hvordan det er gået gennem alle årene. Til gengæld har han fået en række muntre oplevelser med en hel perlerække af skuespillere, der i skiftende konstellationer har udgjort kabaretteamet i de mange somre. - Det var jo nok Hjørring Revyen, der var inspirationen. På det tidspunkt kørte den jo på højeste tryk, siger Ernest Petersen. Det har altid været en husregel i Pedersens Sommercabaret, at man aldrig spillede i Hjørring, mens revyen spiller dér. Derfor var det oplagt, at man drog rundt i hele Vendsyssel. Første år var med fem aktører inklusive kapelmesteren himself, men de seneste år er det - med en enkelt undtagelse - været to skuespillere og Ernest Petersen ved tangenterne. I begyndelsen fik man stor hjælp fra Helge Reinhardt, der var Vendsyssel Teaters første leder og ildsjæl. Og skuespillerne har været mange fra Martin Schwab, Hans Holtegaard, Louise Hessner, Hanne Laursen, Kim Westi til den måske mest berømte af dem alle Matadors "Fede" alias Benny Hansen. - Da kom den landsdækkende presse sgu pludselig og så kabaret i Vendsyssel, siger Ernest Petersen. Kontakten til Benny Hansen kom i stand, da denne var engageret af Vendsyssel Teater i en forestilling, hvor Ernest Petersen spillede klaver. - En aften måtte vi aflyse, men publikum var kommet, så teatret gav dem en drink, jeg spillede, og så sang Benny "Jeg er så glad for mit gebis". Herligt! Bagefter spurgte jeg, om han ville være med i kabaretten, siger Ernest Petersen. Succesen var hjemme, men Benny Hansen døde kort før turneen var ovre, så afslutningen blev ikke munter det år. Rammen om denne sommers afskedskabaret bliver en café/vinbar, som naturligt nok giver inspiration til titlen, Sidste Omgang. Hvad ellers? De første spæde skridt er taget til at skrive teksterne. Og musikken. - Jeg har skrevet åbnings- og afslutningsmelodien. Nu skal vi bare have puttet noget ind i midten, siger Ernest Petersen med et grin. Anni Gamborg er atter hidkaldt som teksts forfatter og de senere års faste acteurs, skuespillerne Jørgen Bing og Hanne Laursen skal også med Ernest Petersen på landevejen. Og så tager vi lige den med navnet. Den er nemlig god nok: kabaretnavnet Pedersens staves med blødt d, mens kapelmesteren himself staver Petersenefternavnet med t. - Hans Holtegaard, der var med fra starten, sagde, at Pedersen med d lød mest vendsysselsk, siger Ernest Petersen med et grin. Den musikalske og humørfyldte kabaretdirektør kommer oprindeligt fra Middelfart, så han måtte bøje sig for den lokale navneekspertise! Pedersens Sommercabaret 2006 har allerede solgt 25 forestillinger ubeset. Men holder kapelmesteren helt op? Ernest Petersen griner. - Da jeg fortalte Kim Westi, at jeg stopper, sagde han:- skal vi så ikke prøve noget andet? - Nu får vi se. Noget skal der jo nok ske, men det kunne da være rart for en gang skyld at holde fri en sommer.