Erstatningssag har lange udsigter

Sag mod Løkken Sparekasses ledelse begynder tidligst til næste år

Det kommer til at tage en rum tid, før offentligheden får indblik i, hvad der skete bag kulisserne i Løkken Sparekasse. Arkivfoto: Henrik Louis

Det kommer til at tage en rum tid, før offentligheden får indblik i, hvad der skete bag kulisserne i Løkken Sparekasse. Arkivfoto: Henrik Louis

LØKKEN:Der er foreløbig ingen dato for, hvornår Vestre Landsret skal lægge lokale til Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner i den krakkede Løkken Sparekasse.

- Vi ønsker, at FSR - revisorernes forening, red. - skal udpege nogle revisorer som -sagkyndige syns- og skønsmænd, der skal besvare nogle spørgsmål i relation til Løkken Sparekasses årsregnskaber, siger advokat Henrik Lind, der sammen med sin kollega Christian Alsøe fører erstatningssagen for Finansiel Stabilitet, til NORDJYSKE Stiftstidende.

I øjeblikket tygger landsretten på Henrik Linds ønske, som også de indstævnedes advokater skal komme med en holdning til, inden retten træffer sin afgørelse.

Svar tager tid

Hvis retten siger ja til, at der skal udpeges uafhængige syns - og skønsmænd, så vil sagen skulle afvente, at de kommer med deres svar på de spørgsmål, som er blevet stillet dem.

Og det kan erfaringsmæssigt tage lang tid, før de udpegede sagkyndige kommer med deres vurdering.

Hvis retten siger nej til, at FSR skal udpege syns- og skønsmænd, kan retssagen køre videre.

Måske til næste år

Advokat Arvid Andersen, der repræsenterer Løkken Sparekasses direktør op til sparekassens krak, Poul Blicher Johnsen, mener, at erstatningssagens start har lange udsigter, uanset om der skal udpeges syns- og skønsmænd i sagen eller ej.

- Når de indledende skridt er taget, så skal der findes plads i advokaternes og rettens kalendere, og i denne sag har vi brug for mange retsdage, så det bliver et voldsomt puslespil at finde datoerne, mener han.

Det er derfor Arvid Andersens vurdering, at erstatningssagen vedrørende Løkken Sparekasse tidligst begynder til næste år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Musikkens Hus bekræfter historisk milliontab – direktør udskyder orlov
Luk