Esben Hansen bliver sportsdirektør i Sønderjyske

Den tidligere professionelle fodboldspiller Esben Hansen starter som sportsdirektør i Sønderjyske 1. december.

I 2007 fik Esben Hansen sin eneste landskamp for Danmark. Han er nu kommende sportsdirektør i Sønderjyske. (Arkivfoto)

I 2007 fik Esben Hansen sin eneste landskamp for Danmark. Han er nu kommende sportsdirektør i Sønderjyske. (Arkivfoto)

HADERSLEV:Den tidligere professionelle fodboldspiller Esben Hansen bliver ny sportsdirektør i superligaklubben Sønderjyske.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse onsdag.

40-årige Esben Hansen starter 1. december i jobbet og kommer fra en stilling som advokat hos firmaet Lund Elmer Sandager.

Her har love, regler og kontrakter i sportens verden været blandt hans primære arbejdsopgaver, skriver klubben.

Han har desuden også tidligere fungeret som ekspertkommentator hos Discovery og Nent.

– Det er med glæde og stolthed, at vi kan byde Esben Hansen velkommen til Sønderjyske Fodbold.

- Han kommer med en stor erfaring fra 3F Superligaen fra sin aktive fodboldkarriere kombineret med en længerevarende uddannelse og civil karriere, som perfekt komplementerer de kompetencer, vi har i klubben, siger Jonas Lygaard, administrerende direktør, i pressemeddelelsen.

Hovedpersonen selv kalder klubbens projekt for "meget spændende".

– Jeg kender klubben, og jeg ved, hvad den står for, og vi skal være tro mod klubben og dens stærke værdier, men vi skal også være parate til at omstille os, hvis vi skal være med, hvor det er sjovt.

- Klubben har været i en brydningstid, men nu skal vi se fremad, og jeg glæder mig til at komme med om bord og blive en del af hverdagen i Sønderjylland, siger Esben Hansen.

Mandag fyrede Sønderjyske cheftræner Michael Boris oven på et 0-6-nederlag til Silkeborg IF. Han nåede kun fire måneder i klubben.

Assistenttræner Simon Poulsen har nu roret, indtil en permanent løsning er fundet.

Sønderjyske ligger næstsidst i Superligaen med ni point.

Esben Hansen har spillet knap 200 kampe i Superligaen for OB, Randers FC og Lyngby Boldklub, indtil han stoppede karrieren i 2011.

Han har også en enkelt landskamp for Danmark tilbage i 2007.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.