Esben Hansens første opgave: Skal finde ny cheftræner

Den første arbejdsopgave for Sønderjyskes nye sportsdirektør, Esben Hansen, bliver at finde en ny cheftræner.

Her ses Sønderjyskes nye sportsdirektør, Esben Hansen, under sin eneste landskamp. Det var en EM-kvalifikations kamp vandt 4-0 over Liechtenstein. (Arkivfoto)

Her ses Sønderjyskes nye sportsdirektør, Esben Hansen, under sin eneste landskamp. Det var en EM-kvalifikations kamp vandt 4-0 over Liechtenstein. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Den nyansatte sportsdirektør i superligaklubben Sønderjyske, Esben Hansen, har allerede sin første opgave klar. Han skal finde en ny cheftræner.

Det fortæller Jonas Lygaard, der er administrerende direktør i Sønderjyske.

Sønderjyske har før onsdagens ansættelse gennem en længere periode været uden sportsdirektør, og efter søndagens 0-6 nederlag til Silkeborg IF fyrede klubben cheftræner Michael Boris.

- Esben bliver den primære "driver" på rekrutteringen af den nye træner, og det kommer han til at sidde 100 procent fokuseret med.

- Det er det behov, vi har lige nu. Han skal finde den rigtige profil, der passer ind i vores organisation og vores projekt, siger Jonas Lygaard.

Officielt starter Esben Hansen først i sit nye job 1. december, men Jonas Lygaard fortæller, at det mest er på papiret.

- Processen starter tidligere (end 1. december red.). Den er allerede i gang. Han er i gang med at lave de indledende lister, siger Jonas Lygaard.

Og han forklarer, at den nye sportsdirektør ikke skal sidde med det helt alene.

- Selvfølgelig er der andre på tværs af organisationen, der er med. Personen skal jo passe ind. Men Esben bliver 100 procent "driver" på det her, siger han.

Direktøren lægger ikke skjul på, at de har taget sig god tid til at finde den rigtige sportsdirektør.

- Vi er gået igennem en lang rekrutteringsproces, hvor vi har opstillet de behov, vi havde for en sportsdirektør. Og der har Esben været klart den bedste kandidat.

Han lægger heller ikke skjul på, at han er rigtig godt tilfreds med sin nye sportsdirektør.

- Esben har en fantastisk personlighed. Han er dygtig, han er grundig, han er en dygtig forhandler og en rigtig god leder, siger Jonas Lygaard.

Posten som sportsdirektør har været ledig, siden Hans Jørgen Haysen forlod klubben i februar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.