Esbjerg åbner for muligt dobbeltjob til landstræneremne

Esbjerg-træner Jesper Jensen nævnes som en oplagt kvindelandstræner, og klubben er ikke afvisende.

Jesper Jensen anses af flere eksperter som det oplagte valg som ny landstræner for håndboldkvinderne, men han har kontrakt med Team Esbjerg til 2022. (Arkivfoto)

Jesper Jensen anses af flere eksperter som det oplagte valg som ny landstræner for håndboldkvinderne, men han har kontrakt med Team Esbjerg til 2022. (Arkivfoto)

ESBJERG:Onsdag stoppede Dansk Håndbold Forbund (DHF) samarbejdet med kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen, og det blev som altid affyringsrampe til spekulationer i medierne om, hvem der skal overtage.

Flere eksperter har allerede peget på Team Esbjergs mestertræner, den tidligere landsholdsspiller Jesper Jensen, som den oplagte kandidat.

Den tidligere playmaker er dog på kontrakt hos vestjyderne frem til 2022, men i Esbjerg ved man også godt, at et landstrænerjob er særdeles attraktivt for enhver træner.

- Nu er det ikke mig, der er træner, men jeg vil tro, at det er en drøm, de fleste trænere ville gå med, siger Esbjerg-direktør Hans Christian Warrer til DR Sporten.

Han ønsker ikke at stå i vejen for Jesper Jensen, hvis træneren bliver tilbudt et landstrænerjob, men han er samtidig heller ikke glad ved tanken om at skulle miste sin succestræner.

Derfor lægger han op til, at skulle DHF ønske Jesper Jensen og omvendt, så vil en løsning med at dobbeltjobbe, som landstræneren for mændene, Nikolaj Jacobsen, også gjorde i starten, være at foretrække.

- Jeg synes, det er den bedste model. Den ser man også i andre lande. Den russiske og hollandske landstræner er også klubtrænere ved siden af, siger Esbjerg-direktøren.

Om DHF og Jesper Jensen er interesseret i hinanden vides ikke, og derfor er det hele gisninger.

Skal man tro de krav til en kommende landstræner, som DHF-sportschef Morten Henriksen fredag tilkendegiver over for TV2 Sport, så er Jesper Jensen i hvert fald på ingen måde udelukket på forhånd.

- Jeg vil nødig låse mig fast på en nationalitet, men det er væsentligt, at den kommende træner har indsigt i dansk håndboldhistorie og -kultur. Jeg er overbevist om, at det er den vej, vi skal gå.

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi går ud og henter en træner langt væk fra, der "kun" skal stå i spidsen for vores A-landshold. Det kan være, det er sådan om fem eller ti år - men ikke nu, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.