Esbjerg beholder føring

AaB Ishockey risikerer ekstraordinært stramt program

AALBORG:Danmarks Ishockey Union (DIU) har programsat den aflyste tågekamp mellem Esbjerg fB og AaB Ishockey til fredag 19. november, men den vil aalborgenserne i følge direktør Ole Nielsen forsøge at få ændret. - Vi har et ekstraordinært stramt program netop i den periode med ligaopgør 17., 21., 24., 26. og 28. november samt 1. december, så at presse endnu en kamp ind 19. november vil vi være meget kede af, siger Ole Nielsen, der i stedet foreslår tirsdag 14. november som ny kampdato for den afbrudte tågekamp i Esbjerg Skøjtehal. Føring fastholdes DIU har i øvrigt bestemt, at esbjergenserne får lov til at beholde føringen på 1-0 fra den afbrudte kamp, og kampen skal startes fra 13.52 minutters spil i første periode, hvor matchen 6. oktober måtte stoppes på grund af dis og tåge i hallen. - Jeg fatter ikke, at kampen genoptages og ikke spilles helt om fra nul. De 13.52 minutter i den afbrudte kamp var jo en ren farce på grund af dis og tåge, som gjorde det nærmest umuligt at spille normalt ishockey, siger Ole Nielsen. - Men vi må acceptere, at DIU har valgt den løsning. Unionen har dog samtidig meddelt Esbjerg fB, at hvis noget lignende sker igen, vil de vestjyske værter blive tildelt et nederlag.