Esbjerg-cheftræner erkender træthed i truppen

Efter flot sæsonstart er oprykkerne fra Esbjerg begyndt at vise svaghedstegn. Fredag tabte holdet 1-4 til AaB.

Ritzau
Cheftræner John Lammers måtte se sit Esbjerg-hold gå helt ned, da Esbjerg hjemme tabte 1-4 til AaB i Superligaen fredag.
Fodbold 30. november 2018 22:05

ESBJERG: Esbjerg er uden sejr i de seneste fire kampe i Superligaen, og fredag aften blev det til et smerteligt nederlag på hele 1-4 på hjemmebane til AaB.

Cheftræner John Lammers mener, at omstillingen fra landets næstbedste række begynder at sætte sine spor hos vestjyderne.

- Spillerne er ved at være trætte. De har gennem en længere periode arbejdet på et højere niveau, end de har været vant til, og mange af spillerne er tilmed unge.

- Det er helt naturligt, og der vil være en eller to af denne type kampe på en sæson. Forhåbentligt har vi overstået det nu, siger han.

Lammers erkender, at Esbjergs trup er presset på bredden, hvor store dele af spillerne har været med hver gang og samtidig været på landsholdsopgaver.

- Vores trup er ikke den bredeste, og jeg har ikke mulighed for at give en eller to af de centrale spillere en kamppause. Så finder vi på noget andet, hvor nogle spillere får en ekstra fridag, men det er ikke optimalt.

- Jeg ønsker ikke 30 spillere i truppen, men måske skal vi have to eller tre kvalitetsspillere tilknyttet, for vi har meget talent på vej, som der også skal være plads til. Men de er ikke klar til hele kampe, siger John Lammers.

Anfører Markus Halsti er på linje med sin cheftræner, og han medgiver, at der er spor på mørhed. Han afviser dog at bruge det som undskyldning.

- Mod AaB vandt vi ikke nok dueller, og vi var ikke tætte nok på dem generelt, og så kan man sige, at det er en indikation på træthed. Jeg må også indrømme, at jeg har tunge ben.

- Det skal dog ikke være en undskyldning for, at vi leverede sæsonens dårligste kamp, og jeg selv lavede utilgivelige fejl, siger forsvarsspilleren.

Trods nederlaget er Esbjerg stadig placeret på tredjepladsen. I næste runde er FC København modstanderen på udebane.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...