Esbjerg-træner efter overtidsmål: Vores sæson er reddet

Oprykkerne fra Esbjerg er med pladsen i mesterskabsslutspillet garanteret en ny sæson i Superligaen.

John Lammers og Esbjerg hentede søndag en 2-1-sejr over Vejle efter et mål i overtiden.

John Lammers og Esbjerg hentede søndag en 2-1-sejr over Vejle efter et mål i overtiden.

ESBJERG:Esbjerg-træner John Lammers og hans spillede jubler over, at det søndag lykkedes at sikre en plads i mesterskabsslutspillet.

Med en femteplads i grundspillet er oprykkerklubben samtidig garanteret endnu en sæson i Superligaen efter 2-1-sejren over Vejle, der blev slået på et mål i overtiden.

- Sæsonen er reddet nu for os. Nu skal vi spille de store kampe.

- Vi kan udvikle spillerne yderligere nu, fordi vi møder nogle bedre hold, og presset er væk for os. Det gør, at vi kan spille bedre fodbold nu, siger Esbjerg-træneren.

John Lammers lægger ikke skjul på, at det ville have været en skuffelse, hvis Esbjerg var blevet sendt ud af top-6 på grundspillets sidste spilledag.

- Det ville ikke ødelægge vores sæson.

- Hvis folk før sæsonen havde sagt, at vi ville ende i top-6 efter grundspillet, ville man sige, de var skøre, men vi er der, og vi fortjener det, og det gjorde vi også mod Vejle, mener hollænderen.

Vejles anfører, Jacob Schoop er derimod skuffet efter nederlaget, der betyder, at holdet ender på sidstepladsen.

- Det kunne ikke blive værre. Man skal ikke være matematisk geni for at se, at det bliver svært.

Vejle blev efterfølgende placeret i nedrykningsslutspillets pulje 1, hvor holdet er isoleret i bunden.

Vejlenserne har otte point op til Sønderjyske på tredjepladsen i puljen, og de direkte dueller mod Sønderjyske skal vindes, fastslår Vejle-anføreren.

- Otte point er rigtig langt, men vi har dem to gange, hvor vi skal hente seks point. Vi skal spille et brag af et nedrykningsslutspil for at undgå playoffkampene.

Vejles indskiftede målmand, Thomas Hagelskjær, bar en del af ansvaret for, at det endte med et nederlag i Esbjerg.

I overtiden var han uopmærksom, da hjemmeholdets Joni Kauko kom løbende ude fra hjørneflaget og pillede bolden fra ham, inden finnen scorede Esbjergs sejrsmål til 2-1.

Hagelskjær havde dog ikke lyst til at komme ud og tale med pressen efter nederlaget.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.